Fire nye smittede: Endnu en familie ramt af corona i feriecenter

En familie på seks personer har meddelt feriecentret, at fire er blevet testet positive for coronavirus. Familien har forladt feriestedet tirsdag aften.

Der er nye smittetilfælde i feriecentret Landal Seawest i Nørre Nebel.

Det bekræfter salgs- og marketingschef Kent Lodberg. Feriecentret har fået  meddelelsen her til eftermiddag.

- Det drejer sig om fire personer. En far og mor og to yngre personer. Familien har været seks afsted, siger Kent Lodberg.

Familien ankom den 6. juli, og faren begyndte at få symptomer i fredags. Han blev testet mandag ligesom moren, der begyndte at udvise kraftige symptomer.

- Vi bliver bekendte med i går, at der er en risiko for, at de er syge. Vi vidste godt, at de skulle testes, og bad dem vende tilbage, og det har de så gjort, siger Kent Lodberg.

Familien forlod feriestedet i Nørre Nebel sent tirsdag aften. Ifølge JydskeVestkysten viste de yngre personer ikke tegn på smitte og er stadig kommet i centerbygningen.

Syv smittede

Tirsdag kunne man læse, at coronavirussen var kommet til centeret, da tre personer var blevet konstateret smittede.

De var blevet smittet på Sjælland, men havde været på ferie i Seawest. Da Seawest fik den besked søndag, valgte de at kontakte alle via mail, som havde været i feriecenteret i samme tidsrum.

Det sker i en periode, hvor der lige nu er fuldt booket i feriecenteret, hvor flere end 1000 mennesker holder ferie.

Nu er altså yderligere fire blevet konstateret smittet.

Kent Lodberg var ellers fortrøstningsfuld tirsdag, da der var kommet testsvar fra flere medarbejdere, der har været i kontakt med den første smitteramte familie. Der var ikke nogen meldinger om flere smittede.

- Vi har fået flere svar fra medarbejdere, og de er alle negative. Alle blev ikke testet mandag, og nu er der nogen andre medarbejdere, der også skal testes, fordi de har været i kontakt med de fire mennesker, der nu er smittet, siger Kent Lodberg.

quote

Man kan ikke vide, hvor smitten er kommet fra.

Kent Lodberg, salgs- og marketingschef. 

Derfor afventer Seawest stadig svar fra medarbejdere, men også gæster.

- Lige nu arbejder vi på at sikre, at vi er ekstra gode med rengøring, og vi sætter ekstra fokus på, at medarbejderne skal huske det, siger Kent Lodberg.

Han forklarer, at det ikke er til at sige, om de fire nye personer er blevet smittet i Landal Seawest.

- Man kan ikke vide, hvor smitten er kommet fra. Det undersøger myndighederne. De kan jo have været flere steder, og det er jo sådan det er, når man holder ferie. Så vi ved det ikke, siger Kent Lodberg.