Glæde på Vadehavscentret - åbner tirsdag

Det vælter allerede ind med telefonopkald og Facebookbeskeder fra folk, som vil på museum, fortæller en glad leder af Vadehavscentret, som åbner på tirsdag

- Vi er rigtig glade for at skulle i gang. Det er bare super godt, lyder det fra leder af Vadehavscentret Klaus Melbye.

Efter nyheden om, at museer og kulturinstitutioner kan åbne allerede i dag, oplever han allerede en kæmpe interesse fra gæster, der vil vide, hvornår Vadehavscentret åbner. 

quote

Folk er begyndt at ringe og kontakte os på Facebook, om de kan komme i dag. Men vi åbner først på tirsdag.

Klaus Melbye, leder af Vadehavscentret

- Folk er begyndt at ringe og kontakte os på Facebook, om de kan komme i dag. Men vi åbner først på tirsdag, da vi skal have huset klargjort og gjort rent.

Klaus Melbye, leder af Vadehavscentret, Vester Vedsted.
Klaus Melbye, leder af Vadehavscentret, Vester Vedsted.
Foto: TV SYD

Vores midler er trængte

De mange ugers nedlukning har været hård kost for Vadehavscentret, og derfor er Klaus Melbye oprigtigt glad for den store interesse, der allerede er for at komme på besøg.

- Vi glæder os rigtig meget til at få pinsen med, for hold da op, hvor vi trænger. Nedlukningen er en rigtig alvorlig sag. Den har betydet, at vores midler er trængte og bliver opbrugt i år medmindre det vælter ind med gæster, siger Klaus Melbye.

Vadehavscentret har allerede måttet vinke farvel til indtægterne fra de populære østersture, som normalt finder sted i østerssæsonen i marts. Også undervisning af skoler og arrangementer for erhversgrupper har stået helt stille siden midten af marts.

Mange aflyste arrangementer

- Vi har i alt måttet aflyse 350 arrangementer blandt skoler, erhvervsgrupper og fra offentlige ture. Vi tjener selv 86 procent af det, vi omsætter, og får kun 14 procent i støtte. Så det gør ondt, siger han.

Museet har gennem de sidste sæsoner haft stor succes med at tiltrække internationale gæster, efter at Vadehavscentret gennemgik en større renovering for et par år siden. Selvom det stadig overvejende plejer at være danskere, som indløser billet i huset, så håber lederen, at grænserne snart kan blive åbnet for turister.

- Vi ligger som port ind til Vadehavet - som er på Unescos verdensarvsliste, så der kommer rigtig mange internationale gæster. Kurven var stigende på internationale gæster, så det havde vi håbet ville fortsætte. Så vi håber på mange gæster til sommer, så vi kan hente nogle af de millioner, vi har tabt, siger Klaus Melbye.