Hele landsbyen skal testes efter smitteudbrud

Den britiske corona-mutation har ramt landsbyen Vejrup - nu sætter Esbjerg Kommune hårdt ind.

Fire elever på byens skole er testet positive - det samme er deres familier.

Skrækscenariet er den udvikling, man så i Kolding.

Her blev et mindre udbrud på en enkelt skole på kort tid til det udbrud, der gav Kolding kommune Danmarks højeste smittetal.

Nu er de tre klasser, som de smittede elever i Vejrup går i, sendt hjem, og personalet på skolen er blevet kviktestet

Esbjerg Kommune har tirsdag desuden indsat to biler, hvor borgerne kan komme og blive testet.

- Målet er at få testet alle 756 borgere i Vejrup. Vi vil undgå, at smitten breder sig,, som det skete i Kolding. Vi skal have inddæmmet det her,  siger Arne Nikolajsen, direktør for Sundhed og Omsorg i Esbjerg Kommune.

Tirsdag eftermiddag er køen lang. Mange er mødt op for at blive testet - blandt de, der vil testes, er Pernille Pedersen og hendes to drenge.

- Vi bakker op. Det er trygt og godt, at kommunen ruller det store skyts ud for at undgå smittespredning, så vores børn kan beholde deres hverdag uden risiko, siger Pernille Pedersen.

Det var muligt at blive testet tirsdag aften frem til klokken 18 i Vejrup, hvor der var nået omkring 280 fremmødte.

 Esbjerg Kommune er klar i Vejrup med test igen onsdag fra klokken 9 til 14.