Her skal du bruge coronapas

Coronapasset får comeback fredag.

Det er en god ide lige at tjekke sin mobiltelefon og se, om coronapasset er opdateret, hvis fredagen skal bruges på et restaurantbesøg eller en tur i nattelivet. Alternativt kan man også printe passet og tage det med sig i papirform.

Har man ikke brugt sit coronapas på mobiltelefonen i over en måned, skal man logge ind igen med NemID. Det kan derfor være en god idé at åbne appen og logge ind i god tid, før den skal bruges.

Coronapasset er gyldigt, hvis man har en negativ PCR-test, der er højst 96 timer gammel eller en lyntest, der er højst 72 timer gammel.

Modsat tidligere er coronapasset for smittede kun gyldigt 6 måneder efter den positive prøve. Tidligere var det 12 måneder.

Coronapasset er gyldigt for vaccinerede 14 dage efter det første stik og 12 måneder frem, hvis man højst 42 dage efter første stik er færdigvaccineret med andet stik.

Her skal coronapasset i brug

* Indendørs restauranter og caféer. Takeaway-steder og indendørs servering på sociale tilbud er undtaget.

* Nattelivet, herunder partybusser med alkoholservering, natklubber og diskoteker.

* Kultur og forlystelser. Er der over 200 deltagere, skal der vises coronapas ved for eksempel koncerter, teater, biografer og museer.

Er der over 2000 deltagere udendørs, skal der vises coronapas ved for eksempel fredagens landskamp i Parken og forlystelsesparker.

* Kirkelige handlinger som for eksempel begravelser, barnedåb og gudstjenester, hvis der er over 200 deltagere.

* Aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitetet, hvis der er over 200 deltagere. Det samme gælder konferencer.

* Der er desuden krav om coronapas for besøgende på sociale tilbud, på sygehuse, i fængsler og arresthuse. Det gælder dog ikke for eksempelvis nære pårørende.

Kilder: Coronasmitte.dk.