Ny coronaudvikling sætter en endegyldig stopper for håndboldstævne

Det var forsamlingsforbuddet, som forbliver på 100, og et stigende antal coronasmittede, som bestemte udfaldet. Det årlige håndboldstævne, DJS Cup, i Grindsted bliver aflyst.

1000 unge mennesker til håndboldstævne med overnatning, fællesspisning og høj musik. Det lyder hyggeligt, men når coronavirussen ikke er på tilbagetog, giver det en smittefarlig cocktail.

Det indså stævneudvalget for DJS Cup i Grindsted også. Udvalget havde allerede i juli ændret på den oprindelige plan, så flerdagsstævnet ikke ville blive afholdt, som planlagt. Men den nye udvikling i coronasituationen gjorde, at den nye plan for stævnet nu også er blevet aflyst. 

- Vi stod før sommerferien med et udsolgt stævne. Vi havde booket haller i hele kommunen, men på grund af afstandskrav, usikkerheden om forsamlingsforbuddet, og at vi til stævnet vil samle unge mennesker fra flere landsdele, så har vi besluttet at aflyse stævnet, siger Carsten Søndersø Riemann, der er medlem af stævneudvalget.

Dagsstævne som erstatning

Efter regeringens oprindelig genåbningsplan ville fase fire blandt andet indeholde en lempelse af forsamlingsforbuddet, så der til visse arrangementer måtte have 200 deltager, men da forbuddet forbliver på 100, blev udsigten til jubel og svedige håndboldspiller ikke gode.

Den negative udvikling i coronasituationen fik Carsten Søndersø Riemann og de resterende medlemmer af stævneudvalget til at tænke anderledes, da de måtte erkende, at de ikke kunne holde et flerdagsstævne.

- Vi kunne godt se, at det med overnatning af 1000 deltagere kunne give problemer, og derfor justerede vi til dagsstævner med mindre grupper og færre kampe, for at vi på den måde kunne møde spillerne, så de kunne få en god oplevelse og komme tilbage på håndboldbanen igen, siger Carsten Søndersø Riemann, som er ærgerlig over, at dagsstævnet heller ikke bliver en realitet.

Flere konsekvenser

Carsten Søndersø Riemann havde håbet til det sidste, men efter udmeldingen om forsamlingsforbuddet, som fastholdes på 100 personer, var selv de reducerede vilkår ikke nok.

- Vi havde jo håbet, da vi sad i planlægningsfasen, at udviklingen ville gå hen mod, at når vi nåede slutningen af september, så kunne vi være 1000 mennesker samlet og gennemføre vores stævne. Der må vi bare indse, at udviklingen er gået den modsatte vej, siger Carsten Søndersø Riemann.

Han fortæller også, at det aflyste stævne giver økonomiske og sociale konsekvenser.

- Selvfølgelig har det en økonomisk konsekvens. Vi laver blandt andet stævnet for at tjene penge til klubben, så vi kan give vores ungdomsspillere gode oplevelser. Og så er vi også en klub, hvor vi vægter højt, at håndbold skal være sjovt og en god oplevelse, siger Carsten Søndersø Riemann.

DJS Cup 2020 skulle være afviklet i weekenden den 18.-20. september.