Politiet lukker KFUM-spejdernes landsmøde i Fredericia

Politiet lukkede lørdag eftermiddag KFUM-spejdernes landsmøde i Fredericia. Politiets jurister har vurderet, at arrangementet ikke var omfattet af undtagelserne for forsamlingsforbuddet.

KFUM-spejdernes landsmøde i Fredericia er slut. Politiets jurister har vurderet, at arrangementet overtrådte forsamlingsforbuddet og har derfor bedt folk forlade Messecentret i Fredericia.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Torben Wind, til TV SYD.

- Vi var blevet opmærksomme på mødet, og så har vores jurister undersøgt det. Vores jurister har vurderet, at det ikke var omfattet af undtagelserne om at være mere end 50 samlet, siger Torben Wind.

Tidligere oplyste KFUM-spejdernes generalsekretær Thomas Kirkeskov, at landsmødet ville blive afholdt, fordi det opfyldte kriterierne for at være en "meningsbefordrende aktivitet", som ikke er omfattet af myndighedernes restriktioner.

Men det har juristerne i Sydøstyllands Politi altså vurderet, at det ikke er. Derfor bad politiet klokken 17.17 arrangørerne af landsmødet om at opløse forsamlingen, der bestod af 270 deltagere og 30-40 hjælpere.

- Det foregik meget stille. De var selvfølgelig kede af situationen, siger vagtchefen.

Mødte kritik

Efter at KFUM meldte ud, at landsmødet ville blive afholdt, har arrangøren fået kritik fra såvel egne rækker som fra en professor i immunologi.

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi på Københavns Universitet, vil det være "klart hensigtsmæssigt" at udsætte et arrangement som spejdernes landsmøde.

- Epidemien spreder sig øjeblikket i nogen grad ved sådan nogle arrangementer, hvor mange er samlet. Spejderarrangementet har god plads, man sidder primært ned, og det adskiller sig fra eksempelvis et bryllup eller en konfirmation, da der ikke er sang, dans og alkohol, og fordi man ikke blander sig med hinanden, men mest sidder stille og lytter. Men det er stadig mange mennesker under samme tag, sagde Jan Pravsgaard Christensen efter udmeldingen om, at landsmødet ville blive afholdt.

TV SYD har forsøgt at få en kommentar fra KFUM-Spejdernes generalsekretær, Thomas Kirkeskov, men det har ikke været muligt. Til Fredericia Dagblad siger generalsekretæren dog følgende:

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at overholde reglerne, og så kommer der en tyv om natten og lukker det, så vi ikke har haft en chance for at agere.

På sin hjemmeside skriver KFUM, at de op til afholdelsen af landsmødet har været i kontakt med myndighederne for netop at sikre sig, at de opfyldte retningslinjerne.