Politikreds nedlægger ni corona-hotspots

I slutningen af april udpegede Syd- og Sønderjyllands Politi ni hotspot-områder i politikredsen, hvor folk skulle være særligt opmærksomme på coronasmitte. De nedlægges nu.

Syd- og Sønderjyllands Politi nedlægger fra i dag de ni hotspot-områder, som politikredsen udpegede den 24. april.

Her blev borgere bedt om at udvise særlig opmærksomhed, da de blev vurderet som områder, hvor folk har det med at samle sig i grupper. Derfor kunne hotspottene udgøre en særlig smitterisiko for Covid-19, og politiet har siden haft ekstra opmærksomhed på stederne.

Lakolk Butikscenter på Rømø blev da også det første sted i landet, hvor politiet måtte indføre et opholdsforbud, men ellers har der ikke været behov for yderligere indgriben ved de ni hotspot-områder.

- Vores beslutning om at afvikle hotspot-områderne falder helt i tråd med vores generelle oplevelse af, at både borgere og virksomheder i vores politikreds har udvist stor forståelse for den helt særlige situation, vi befinder os i, hvor det gælder om ikke at færdes i for store grupper og at holde afstand, siger politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Syd- og Sønderjyllands Politi vil fortsat – ligesom i den øvrige del af politikredsen – med mellemrum have tryghedsskabende patruljer i de ni områder.

De ni Covid-hotspots i Syd- og Sønderjyllands Politikreds

  • Esbjerg, Flexbaner
  • Esbjerg, Streetmekka
  • Esbjerg, Ved Stryhns ISBAR
  • Esbjerg, "De 4 hvide mænd"
  • Haderslev, Varbjergparken
  • Haderslev, Streetdome
  • Ribe, Vedels Anlæg
  • Sønderborg, Sønderborg Slot
  • Rømø, Lakolk Butikscenter