Smitten falder fortsat i store dele af landsdelen

Der er nu det laveste antal smittede i Syd- og Sønderjylland siden den 19. oktober 2020.

Mandagens smittetal viser, at smitten fortsat falder i Syd- og Sønderjylland. De seneste syv dage er der registreret 409 smittede i TV SYDs dækningsområde, hvilket er ti mindre end i går.

I hele 2021 har smitten stort set været konstant faldende. For præcis en måned siden lå tallet på 2.127 smittede. 

Smitten falder i de hårdest ramte kommuner

Faldet fra i går til i dag er hjulpet godt på vej af Varde Kommune, hvor smittetallet for de seneste syv dage er faldet med ti tilfælde. Kommunen har dog stadig det højeste incidenstal i Syd- og Sønderjylland, da der i kommunen er 96 smittede per 100.000 indbyggere.

I Esbjerg falder smitten med fem tilfælde, hvilket bringer incidenstallet ned fra 72 til 67.

I kommunerne Horsens, Fredericia, Vejen, Sønderborg og Tønder er smitten stigende.

Tønders incidenstal stiger fra 16 til 21, og det bringer Tønder Kommune tilbage på myndighedernes bekymringsliste, da dens incidenstal nu er på over 20.

I Region Midtjylland tager smitten et ordenligt dyk. Fra i går til i dag er antallet af smittede de seneste syv dage faldet fra 662 til 453. Det bringer incidenstallet ned fra 54 til 34.