Teaterfestival aflyst: - Vi vil ikke tage nogen chancer

På grund af smittetallet i Horsens Kommune har kommunen besluttet at aflyse årets teaterfestival.

I weekenden skulle der have været teaterfestival i Horsens.

Men på grund af stigende smittetal i Horsens Kommune har kommunen besluttet at aflyse festivalen.

Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.

- I en tid, hvor smittetallene i Danmark er stigende, ønsker vi ikke at tage nogen chancer med et arrangement, hvor der kommer mange mennesker fra hele landet. Derfor har vi besluttet, at årets teaterfestival, som skulle have været afviklet i Horsens i den kommende weekend, aflyses, siger borgmester Peter Sørensen fra Socialdemokratiet i pressemeddelelsen.

De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at der den seneste uge har været 41 smittetilfælde i kommunen. Det svarer til 45 smittede per 100.000, hvilket er  25 over bekymringsgrænsen på 20 smittede per 100.000.

Det har altså fået krisestaben i kommunen til at aflyse festivalen.

- Af hensyn til de mange teatertrupper, formidlere og gæster har vi i krisestaben gennem den seneste uge drøftet, om vi skulle gennemføre festivalen, men vi må konstatere, at smittetallene nationalt stadig er på et niveau, hvor det ikke ville være forsvarligt, siger Peter Sørensen (S) i pressemeddelelsen.

Det betyder, at der alligevel ikke bliver teater for alle aldre rundt omkring i byen.  Teaterfestivalen var ellers planlagt med alle corona-forbehold og i tæt samarbejde med politi og relevante myndigheder.