Tekniske problemer hindrer opdatering af smittetal

Borgere og politikere i Horsens, Vejle, Varde, Esbjerg og Fanø kommuner må vente et døgn på at få opdateret viden, om smittetrykket er faldende i deres kommuner, der befinder sig på den såkaldte bekymringsliste.

Intet nyt betegnes ofte som godt nyt - men i de fem kommuner, der tirsdag befandt sig på sundhedsmyndighedernes bekymringsliste, er intet nyt lig med mindst et døgn mere i uvished om deres tiltag for at stoppe smitte med corona har haft effekt.

Det er tekniske problemer, der hindrer Statens Serum Institut i at opdatere de daglige tal for antallet af nye smittede med coronavirus i Danmark.

Seruminstituttet kan ifølge Ritzau ikke uddybe, hvilke tekniske problemer der er tale om.

Tallene bliver opdateret igen torsdag klokken 14, som hidtil har været praksis.

Den manglende opdatering onsdag betyder, at det indtil videre er uvist, hvor mange der testet positive for coronavirus det seneste døgn i Danmark.

Det vides heller ikke, hvor mange indlagte eller døde med coronavirus der er det seneste døgn.

De seneste tal, som altså blev opdateret tirsdag, viser, at der er 55 indlagte med coronavirus i Danmark. 633 er døde med virusset. Tirsdag var i alt 20.571 bekræftet smittede med coronavirus.