To sogne har det højeste smittetal i Danmark

Stenderup Sogn i Billund Kommune og Burkal Sogn er de sogne i Danmark med højeste incidenstal. Regionen sender søndag ekstra testbiler ud til Stenderup sogn.

Den 10. september i år var det slut med covid-19 som en samfundskritisk sygdom. Den dag stoppede alle restriktioner, der har været en del af danskernes hverdag i mere end halvandet år. 

I løbet af den tid har flere kommuner og sogne oplevet at blive lukket ned, hvor blandt andet grundskoler, forenings- og kulturliv har fået besked på at stoppe alle aktiviteter. 

En sådan besked blev givet kommunalbestyrelsen i de enkelte kommuner, hvis et sogn kommer over et incidenstal på 1.000 smittede pr. 100.000 indbyggere, hvis andelen af borgere testet positiv for covid-19 var over 2,5 procent, og hvis der var over 20 nye smittede indenfor en uge. 

Hvis de regler stadig gjalt, så skulle både Stenderup Sogn i Billund Kommune og Burkal Sogn i Aabenraa Kommune lukke ned nu. 

For smittetallene i de to sogne er landets højeste og opfylder de gamle krav for nedlukning, viser tal fra Statens Serum Institut. 

- Vi skal lige have støvet det af og fundet de gode gamle vaner frem. Vi er nok blevet lidt sløset alle sammen, siger Lene Bruun, der er Leder af HR og Sundhedsstaben i Billund Kommune.

SognIncidenstal pr. 100.000 indbyggerePositivprocentNye smittede
Stenderup Sogn3081,5112,7631
Burkal Sogn2281,1311,6737
Statens Serum Institut

Testbil rykker ud

Selvom reglerne for nedlukning ikke længere gælder, har man i løbet af den forgangne uge gjort flere tiltag for at stoppe smitten i Stenderup Sogn. Her har man fulgt Sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvis et sogn kommer over et incidenstal på 1.000 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Smitten ses særligt blandt børnene i sognet, da de ikke er vaccineret, fortæller Lene Bruun, og derfor er tiltagende rettet mod dem.

- Man skal undgå at blande børn i dagtilbud, skoler og i fritidstilbud. Så i dagtilbud holder vi børnene i hver deres stue, elever i skolerne blander vi ikke på tværs af klasser. Derudover skal man have en skærpet opmærksomhed på rengøring og særligt håndhygiejne, siger Lene Bruun.  

Derudover har fritidslivet i sognet også selv valgt at lukke ned for aktiviteterne i en uges tid. De forventer ifølge Lene Bruun at genoptage aktiviteterne i den kommende uge. 

- Det ser ud til, at vi er over toppen. Der er færre nysmittede, så det ser ud til, at det er på vej nedad. 

Hun opfordrer til, at borgerne i sognet gør alle de ting, som danskerne har været vant til under corona - herunder god håndhygiejne, hyppig rengøring, holde afstand, blive vaccineret og lade sig teste. 

Region Syddanmark sender en testbil ud til Stenderup Sogn, hvor folk kan blive testet for covid-19. 

Testbilen kommer i tidsrummet 10-16 søndag og mandag, hvor man uden tidsbestilling kan få taget en PCR-test. Den holder ved Stenderup-Krogager Idrætscenter.

I Aabenraa Kommune, hvor Burkal Sogn ligger, vil man søndag også kunne blive testet i en af Region Syddanmarks testbiler. Det kan man søndag i tidsrummet 7-17 ved Arena Aabenraa.