Trods fald på landsplan: Smitten stiger i otte kommuner i Syd- og Sønderjylland

Antallet af nye smittede på landsplan er tirsdag det laveste i en måned, men de hårdest ramte kommuner i Syd- og Sønderjylland får stadig flere smittetilfælde.

Tirsdag er der 365 smittede i de 14 kommuner, TV SYD dækker. Det er særligt de hårdest ramte kommuner, der får flere smittede.

Antallet af coronasmittede er steget mest i Billund og Vejle kommuner.

Størst har stigningen været i Billund Kommune, hvor der er kommet fire nye tilfælde i forhold til mandag. Det betyder, at der nu er 113 smittede per 100.000 indbyggere. En kommune kommer på bekymringslisten, når der er mere end 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Det er dog stadig Horsens Kommune, der har flest smittede per indbygger blandt de 14 kommuner, TV SYD dækker. Her er der tirsdag i alt 118 konstateret smittet med corona, og det betyder, at der nu er 130 smittede per 100.000 indbyggere i kommunen. Det gør Horsens Kommune til nummer fem på listen over kommuner med flest smittede per 100.000 indbyggere.

Laveste antal nye smittede på landsplan i en måned

På landplan er der konstateret 290 nye smittede fra mandag til tirsdag, og det er det laveste antal nye smittede i en måned. 

Der er to kommuner i Syd- og Sønderjylland, hvor smitten falder. Størst er faldet i Kolding Kommune, hvor der er otte færre smittede i forhold til tirsdag. Det betyder, at der nu er 25 smittede per 100.000 indbyggere.