Virksomhed vendte nedtur til optur: Nu boomer salget af mobile håndvaske

Steel of Denmark udviklede en mobil håndvask i kølvandet på coronaudbruddet. Nu har de fordoblet medarbejderstaben og opnået omsætningsfremgang på 400 procent.

Ligesom for så mange andre virksomheder så det sort ud for Steel of Denmark, da statsministeren lukkede landet ned i midten af marts. Ordrebøgerne var tomme, og telefonen ringede sjældent. 

Men i stedet for at gå i stå valgte virksomheden at sadle om og satsede alt på at udvikle fleksible og mobile håndvaskestationer til både supermarkeder og daginstitutioner. 

- Idéen om de mobile håndvaske udsprang af, at statsministerens understregede vigtigheden af god hygiejne i det offentlige rum, fortæller direktøren af Steel of Denmark, Steffan Helms. 

Udvider efter salgsboom

Der gik otte dage fra idéen om den mobile håndvask opstod, til at den første håndvask var at se i et supermarked.

Og så gik det stærkt.

Haderslev-firmaet har oplevet en omsætningsfremgang på 400 procent siden covid-19 brød ud i Danmark og har derfor nu fordoblet deres medarbejderstab.

- Vi begynder at have så travlt, at vi har taget beslutningen om at ansætte flere folk. Jeg ansatte en servicemontør i mandags og har netop ansat en sælger her til morgen, siger Steffan Helms, der er direktør hos Steel of Denmark, til TV SYD.

Hos Steel of Denmark ser direktøren frem til anden fase af genåbningen af Danmark, hvor der åbnes for både skoler og restauranter. Og modsat situationen i marts er virksomheden nu mere forberedt og klar på på et eventuelt boom. 

- Vi har en erfaring nu, der gør, at vi er rigtigt forberedt og trænede, og så har vi opbygget et lager, der gør det muligt, at vi kan levere fra dag til dag, fortæller direktøren. 

Nye features på tegnebrættet

Al produktion foregår i Danmark, og lige nu kan Steel of Denmark levere 500-600 mobile vaskestationer om ugen. Efter den store efterspørgsel på de mobile håndvaske arbejder virksomheden nu med at udvikle deres produkt, så det bliver endnu mere mobilt.

- Lige nu skal vaskestationerne sættes til en stikkontakt, men med den nyeste feature, som snart er at finde på markedet, kan håndvasken køre på batteri, så den blot skal oplades natten over, fortæller direktøren. 

Ifølge Steffan Helms har man i udlandet også kastet sin opmærksomhed på den mobile løsning.

- Vi mærker stor interesse fra store dele af Europa, og min forventning er, at vi kommer til at eksportere ret kraftigt til udlandet nu her også, siger Steffan Helms til TV SYD.

Dog er det et lidt sværere marked at komme ind på, da man mange steder også ønsker censordrevne sæbedispensere som en del af løsningen. Men det forsøger Steel of Denmark også at løse.

- Lige nu er det stort set umuligt at opdrive sæbedispensere over hele verden. Så lige nu er vi ved at udvikle vores egen sæbedispenser som ekstra tilbehør til den mobile vaskestation, fortæller direktøren.