- Kong Frederik den 9. er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2.

Sådan faldt de kendte og skelsættende ord fra Danmarks tidligere statsminister, Jens Otto Krag, da han fra Christiansborgs balkon den 15. januar 1972 proklamerede, at Danmark havde fået en ny regent.

Fredag er det 50 år siden, at dén januardag indtraf og tronfølgeren Margrethe gik fra at være kronprinsesse til at blive dronning.

Men hvem var den 31-årige kronprinsesse, der dagen efter sin fars død, kunne lade sig udnævne som Danmarks nye monark? Og hvordan forberedte hun sig på opgaven at blive regent?

De spørgsmål har TV SYD stillet forfatter Tom Buk-Swienty, der er fra Sønderborg.

Han har for nylig udgivet bogen Undervejs, hvor han fortæller om dronningens liv, inden hun blev landets regent.

Opvæksten

Dronning Margrethe kom til verden den 16. april 1940. Selvom Danmark var besat af tyskerne i de første leveår, var barndommen på mange måder en lykkelig tid for den unge prinsesse.

- Dronningen havde en meget sorgløs, omsorgsfuld, kærlig og harmonisk opdragelse, hvor familielivet stod i centrum. Hun havde nogle forældre, der sørgede for, at hun blev afskærmet fra krigens voldsomhed, siger Tom Buk-Swienty, der selv er vokset op i Sønderborg.

Tom Buk-Swienty fortæller, at dronningen var omgivet af nogle meget kærlige forældre og barnepiger, der passede godt på hende. Men de gav samtidig den unge tronfølger mulighed for at udfolde sig som en videbegærlig og nysgerrig pige.

Netop trangen, til at blive klogere på sin omverden, var noget, der fyldte meget i dronningens barndom, ungdom og stadig gør det, fortæller forfatteren.

- Hun har en helt naturlig nysgerrighed og åbenhed, som, jeg synes, er interessant. Hun er et meget intellektuelt menneske, der tænker, læser og reflekterer meget. Hun har en meget nærværende tilgang til livet, hvor hun registrerer, hvad der sker omkring hende. Den lyst og nysgerrighed på mennesker, kunst og kultur er virkelig slående, siger han.

Kunsten og arkæologien

Dronningen brugte en del af sin barn- og ungdom på at gå i skole på Natalie Zahles pigeskole i København, men det blev også til et kostskoleophold i England, en række universiteter og store verdensrejser.

Ved siden af skolen og studierne brugte dronningen sin tid på blandt andet arkæologi, der altid er faldet i hendes smag.

- Arkæologi har altid interesseret hende meget. Jeg tror, at det er en instinktiv interesse, for hun har altid været interesseret i forhistorien, siger Tom Buk-Swienty.

Dronningen fik også mulighed for at studere arkæologi, da hun i et år læste på Cambridge University. 

Det satte et stort præg på hende - også selvom hun godt vidste, at hun ikke kunne blive professionel arkæolog, fortæller forfatteren til de mange interviews af dronningen.

Interessen for arkæologien førte hende også til Jelling for at følge udgravningen af Gorm den Gamles grav.

- Jeg kan huske, jeg var i Jelling Kirke for at se udgravningen, da de havde fundet Gorms grav. Jeg stod der med mine to små drenge (...), og jeg tænkte: "Det er altså mærkeligt at tænke sig: Hvis det er rigtigt nok, at de ben er Gorms, så er det hans efterkommere, jeg står med i hånden her", udtalte dronningen tilbage i 2010 til Kristeligt Dagblad.

Det var ikke kun arkæologien, der fangede dronningen tidligt. Det gjorde kunsten også. 

Allerede som lille pige tegnede hun på et højere niveau end de fleste og havde en stærk forståelse for farver.

- Der var tale om et medfødt talent, som kun blev større og større, eftersom hun fik dygtige lærere i skolen, der var med til at forme hende. Dronning Margrethes mor, dronning Ingrid, lærte hende også om kunst og farver, siger Tom Buk-Swienty.

Tronfølgeren

Året 1953 skulle vise sig at blive et skelsættende år for den daværende prinsesse, hendes familie og Danmark i det hele taget.

Her blev tronfølgeloven ændret, så også døtre til en regent til enhver tid vil kunne overtage tronen, når tid er inde.

Det betød, at det med ét var muligt for prinsesse Margrethe at overtage tronen efter den far, som hun beundrede meget.

- Hun så utroligt meget op til sin far, og hun kan beskrives som en fars pige. Han var den store ledestjerne i hendes liv, og derfor var hun også meget bevidst om, at det var hans arv, hun skulle løfte, fortæller Tom Buk-Swienty.

Lovændringen ændrede dog ikke opdragelsen radikalt.

Hun blev ved med til at blive kaldt prinsesse Margrethe, og det var først fem år senere, da hun fyldte 18 år, at hun for første gang blev kaldt "tronfølgeren".

- Selvom hun fik det at vide stille og roligt, var det en abstraktion for hende, for så vidste hun også, at hun ville blive dronning en dag, når hendes far ville dø. Det var en tanke, hun ikke kunne holde ud, siger Tom Buk-Swienty.

Det blev stille og roligt mere åbenlyst for Margrethe, hvilken skæbne hun gik i møde.

- Først da hun blev 18 år, begyndte hun at forstå, hvad der ventede hende. Hun var ikke i tvivl om, at det var hendes kald, selvom hun ikke følte, at hendes far var gammel på daværende tidspunkt, siger forfatteren fra Sønderborg.

Sønderjylland i hjertet

Dronningens kærlighed til sit fædreland er stor.

Det er den også til Sønderjylland, der har en helt bestemt plads i dronningens hjerte. Det fortæller Tom Buk-Swienty.

- Hun har en dyb kærlighed til Sønderjylland. Den er indgroet fra de allertidligste år, hvor familien ofte kom på Gråsten Slot, fortæller han.

Dronning Margrethes mor, dronning Ingrid, var meget optaget af den sønderjyske sag og hele grænselandet, eftersom det ikke var noget, som hun havde stiftet bekendtskab med, før hun kom til Danmark.

Morens involvering i Sønderjylland var noget, som smittede af på den kommende dronning i en tidlig alder.

For dronningen er Sønderjylland dog mere end det.

Hun har mange gode minder om blandt andet sol, sommer og idyl, da mange af hendes sommerferier som barn blev tilbragt i Sønderjylland, fortæller Tom Buk-Swienty.

Udnævnelsen

Det var på mange måder en stille og rolig indslusning til de royale pligter, som den daværende kronprinsesse oplevede.

Hun fulgte nemlig sin far rundt på hans gøremål som konge, og som 18-årig blev hun en del af statsrådet, hvor hun så til, når Frederik den 9. underskrev lovforslag.

Hun var også med, når der blev afholdt møder med kabinetssekretæren, og når stats- og udenrigsministeren kom for at give en briefing til kongehuset.

Den 15. januar 1972 oprandt så dagen, hvor dronningen skulle gøre brug af sin forberedelse og stå på egne ben.

Det var et meget følelsesladet øjeblik for den 31-årige kronprinsesse, der kunne lade sig udnævne som landets nye dronning.

- Hun var ramt af dyb sorg over, at hendes far var gået bort, og så var hun meget overvældet over den store menneskemængde. Men én tanke gik igen: ”Nu gælder det”. Det var blevet tid til at bevise sig over for hendes far, for selvom han ikke var der længere, så vidste hun, at han var glad på hendes vegne, siger Tom Buk-Swienty.

Her kan du læse et uddrag om Sønderjylland fra Tom Buk-Swientys bog Undervejs:

"Sønderjyderne havde en stor plads i mine forældres hjerter, og deres glæde ved egnen og dens indbyggere har præget mig dybt. Stedet betød meget for dem på grund af dets særegne historie og sønderjydernes stædige kamp for at komme tilbage til Danmark.

For mor var det en ny oplevelse at lære en grænseegn at kende. Fra Sverige kendte hun ikke til grænseland. Selvfølgelig var der grænsen til Norge, men den ligger oppe i ødemarken og er slet ikke problematisk på samme måde.

I 1930’erne adskilte Sønderjylland efter så mange års separation fra Danmark sig markant fra resten af landet, og egnen gjorde stort indtryk på hende.

Ikke alene på grund af dens skønhed, men også arbejdet med at få Sønderjylland, hvor der virkelig var trange kår for mange familier, på fode igen, samtidig med at et nyt Tyskland med stærke, farlige politiske kræfter lå lige på den anden side af grænsen og øgede et tryk på regionen.

Med beslutsomme lokale kræfter, herunder ikke mindst den højt respekterede og afholdte folketingsmand J.P. Nielsen, en tilflytter fra Næstved, som blev en god ven, engagerede hun sig i hjælpearbejdet, særligt den, der var møntet på børnene. Hun indstiftede en indsamling til børn, snart kendt som Ingridindsamlingen, hvor der amt for amt og sogn for sogn blev ind-samlet tøj til børn.

Med deres forbundethed til Sønderjylland har det været noget helt specielt for mor og far at være tilbage lige efter krigen. Som i resten af landet var stemningen euforisk, og folk var så glade for, at vi kom igen.

Men for mig var det mest betagende ved at være i Sønderjylland i sensommeren 1945 nok, at vi tog til stranden. Vi havde vores eget lille badehus ved Dynt Strand på Broagerland et par hundrede meter fra, hvor J.P. Nielsen havde et beskedent hus.

Badehuset, der havde to små kabiner, et til herrer og et til damer – senere fik vi et, der var lidt større med en ekstra kabine til børnene – kunne tages fra hinanden og sættes op igen. Det var blevet sat op og stod klart, da vi kom den sommer i 1945.

Når jeg ser tilbage på mine mange ophold på Graasten Slot i mine barndomsår, toner der indre billeder frem af legehuset – ”det lille hus" - af vores dværghøns bagved i haven, hvor vi samlede æg, af vores kaniner og af, at mine søstre og jeg cyklede – ”ciklede”, som vi i min generation siger – eller snarere trampede afsted til ”det lille hus”.

For mit indre ser jeg billeder af, at vi legede der, lavede æggesnaps ... og af, at vi kørte til Dynt Strand ad støvede grusveje. Det tog 15-20 minutter i bilen, som vi blev stuvet ind i. Når man var kommet igennem Broager, nåede man ud på grusvejene, der førte igennem marker med køer.

Efter en dag ved vandet skete det af og til, at vores tilbagetur lige akkurat faldt sammen med, at køerne blev gennet hjem til malkning på gårdene, og så sad man ellers der i bilen med alle kohalerne svingende foran sig."