To vildkatte aflives - trist men nødvendigt

I 3. afsnit af TV SYDs serie “Dyrlægerne” skal to katte aflives. Trist, men nødvendigt, siger dyrlægen.

Det er en trist dag på dyrehospitalet i Møgeltønder, da en kunde kommer med to vildkatte, som ikke har de store fremtidsudsigter. Dyrlæge Lars Greggesen Kjær må tage en beslutning, som han aldrig helt vænner sig til. 

quote

Jeg bliver blød indvendig. Der er heldigvis nogle ting i vores branche, man aldrig bliver god til.

Lars Greggesen Kjær, dyrlæge, Møgeltønder

Kunden kommer ind med sin hund, som bøvler lidt med sine analkirtler. Den er dog snart på højkant igen. De to katte derimod er knap så heldige. De er vilde og syge og har ingen udsigt til en spændende fremtid. 

- Det er en trist dag at sige farvel til to kattekillinger, men vi kan se på dem, at de er syge med alt muligt, siger han.

Kattene har øremider, indvoldsorme og kattesyge med irriterede luftveje. På trods af deres grumme fremtidsudsigter er det alligevel en svær opgave for dyrlæge Lars Reggelsen Kjær at skulle aflive dem.

- Jeg bliver blød indvendig. Der er heldigvis nogle ting i vores branche, man aldrig bliver god til. Heldigvis, siger han.

I afsnit 3 af dyrlægerne aflives to katte.
I afsnit 3 af dyrlægerne aflives to katte.
Foto: STV Production A/S og TV SYD

Kattes dumme egenskab

Den kvindelige hundeejer har fanget kattene hos sin far, der ikke magter at tage sig af dem.

- Disse to katte har ikke en fremtid, og det var et seriøst menneske, der kom ind med dem til aflivning. Men det giver da alligevel et lille stik i hjertet, når man skal gøre det, mener Lars Reggelsen Kjær, som er sikker på, at de to vildkatte ville få et kummerligt liv. 

Dyrlægerne i TV SYD

  • TV SYD sender Dyrlægerne i Møgeltønder kl. 19.30 hver lørdag til og med marts. Første afsnit blev sendt lørdag den 1. februar, niende og sidste afsnit sendes lørdag den 28. marts.
  • I de ni afsnit følger vi dyrlægerne Lars Reggelsen Kjær og Kristen Vandel Jensen, som driver Møgeltønder Dyrehospital. Her bliver katte, hunde og sågar papegøjer behandlet, og samtidig får landsdelens landmænd besøg fra Møgeltønder, når deres dyr skal tilses eller behandles for diverse sygdomme og skavanker.
  • Afsnittene er optaget for ganske nylig. Optagelserne begyndte sidst i oktober, og de seneste er fra den 10. januar i år.

- En kat har desværre den dumme egenskab, at hvis den er syg og dårlig, kan den finde på at gemme sig væk for at dø. Og bare tanken om, at en kat sidder i 14 dage og venter på at dø af sult, kan man ikke have, siger han.

Du kan se afsnit 3 af ”Dyrlægerne” lørdag kl. 19.30, hvor hans kompagnon Kristen Vandel Jensen blandt andet også tager til Sydals for at registrere en ny hest hos hestemanden Tormod. Her venter der ham et helt utroligt syn.

Du kan se seneste afsnit af ”Dyrlægerne” her. Afsnittene sendes hver lørdag klokken 19.30 på TV SYD.