10-årig flaskeindsamler fra Ribe skal på frimærke

PostNord og Falck har netop kåret fem hverdagshelte, som får deres ansigter på nye frimærker. Heriblandt Mikkel Madsen fra Ribe, der donerede 128.000 kroner til coronaramte børn.

Til september kan du købe frimærker med en flaskeindsamler fra Ribe på.

Det er dog ikke hvilken som helst flaskeindsamler. Det er 10-årige Mikkel Madsen, der ved Danmarks Indsamlingen til coronaramte børn tidligere på året donerede 128.000 kroner - penge han havde skaffet fra pantflasker.

- Det er fuldstændig vildt, siger Mikkel.

- Jeg har aldrig troet, at jeg skulle opleve noget så stort.

I hælene på dronningen

Mikkel har netop været til frisør, for i morgen kommer en fotograf forbi for at tage det billede, som der skal tegnes efter. Heltene kommer nemlig på frimærkerne i en tegnet version. 

Det er PostNord og Falck, der står bag konkurrencen. Mere end 900 hverdagshelte blev nomineret, og nu er en fra hver region blevet udvalgt - i Region Syddanmark er repræsentanten altså Mikkel Madsen.

Det er sjældent, at nulevende personer uden for kongehuset skal pryde danske frimærker med deres eget navn.

- Det er vanvittigt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, reagerer Mikkel på den information.

10-årige Mikkel har samlet ind til nødlidende børn.
10-årige Mikkel har samlet ind til nødlidende børn.
Foto: Sofie Dupont

Klar til september 

Hver region har fået kåret sin hverdagshelt, der nu skal på frimærke. Det er fodboldspiller Nadia Nadim, livstilsekspert Anne Glad og radiovært Mads Steffensen, der sammen med direktørerne for Falck og PostNord har valgt de fem hverdagshelte.

De fem hverdagshelte

  • Region Nordjylland, Villy Rønn: Ildsjæl i lokalsamfundet som leder af værested, frivillig i fodboldklub og handicapråd samt tidligere bisidder, når udsatte borgere mødtes med sagsbehandlere.
  • Region Midtjylland, Luni Smil: Luni Smil er omsorgsklovn og hedder til dagligt Lene Mortensen.
  • Region Syddanmark, Mikkel Madsen: Samlede flasker for at kunne donere 128.000 kroner til Danmarks Indsamling 2021.
  • Region Sjælland, Nancy Maati: Arrangerer juleaften for enlige i Holbæk og omegn.
  • Region Hovedstaden, Leif Framke: Reddede i 2019 en 5-årig fra havet, da hun var drevet ud på sit badedyr.


Kilde: PostNord

Det bliver Thomas Thorhauge fra Politiken, der skal stå for illustrationerne. Frimærkerne bliver udgivet den 16. september 2021 i et oplag på fire millioner.