200 boliger slipper for ghetto-stemplet

200 boliger, der ligger øst for Stengårdsvej, er ikke længere del af Esbjergs ghettoområde. Det har Boligministeriet netop meddelt.

Boligministeriet har sagt god for en ansøgning fra Esbjerg Kommune og Boligforeningen Ungdomsbo om at tage de 200 tæt-lave boliger, der ligger på østsiden af Stengårdsvej, ud af regeringens ghettoplan. 

Det betyder, at alene de 579 lejligheder i boligblokkene på vestsiden af Stengårdsvej, bliver omfattet af ghettolovens krav om, at de hårde ghettoområder inden 2030 skal reducere andelen af almene familieboliger til 40 procent af det nuværende antal.

Det betyder et farvel til 347 lejligheder, oplyser Ungdomsbos direktør Peter Sandager til TV SYD.

Nu skal Esbjerg Kommune og Boligforeningen Ungdomsbo i gang med at lave en konkret plan for, hvordan reduktionen af de mange almene famlieboliger skal ske.

Regeringens krav er, at målet skal være nået i år 2030. Reduktionen kan bl.a. ske ved at omdanne boligerne til ejerlejligheder. En omdannelse til studie- og ældreboliger kan også være en aktuel mulighed, ligesom nedrivning kan komme på tale.

Hvis der bygges nye ikke almene boliger i ghettoområdet, vil det kunne betyde bevarelse af et højere antal af de nuværende almene boliger.

Sådan skal de hårde ghettoer gøres mindre

Sundparken, Horsens - skal reducere med 40 procent.

Finlandsparken, Vejle - skal reducere med 32 procent.

Skovvejen/Skovparken, Kolding - skal reducere med 60 procent.

Munkebo, Kolding - kan muligvis få dispensation fra at skulle reducere med 60 procent.

Stengårdsvej, Esbjerg - skal reducere med 60 procent.