500 gymnasieelever coronatestet efter syv elever er fundet positive

Fredag var Esbjerg Kommune nået op på 22,5 smittede per 100.000 indbyggere. Mandag er tallet steget til 43. Et af stederne, hvor de har konstateret smitte, er på Rybners Gymnasium i Esbjerg.

Antallet af smittede i Esbjerg er stærkt stigende de seneste dage. I fredags var kommunen nået op på 22,5 smittede per 100.000 indbyggere. I dag er tallet steget til 43.

Et af stederne, hvor de har konstateret smitte, er på Rybners Gymnasium i Esbjerg.

quote

Vi ser det som en kærkommen mulighed for at screene vores elever, for at se om der er yderligere smitte på skolen.

Olaf Rye, rektor, Rybners Almene Gymnasium, Esbjerg

Skolen har lige nu syv elever, der er konstateret smittet med covid-19. De er sendt hjem sammen med resten af eleverne i deres klasser.

Mandag fik skolen mulighed for at benytte Esbjerg Kommunes testbil, hvor personale under oplæring podede 500 af skolens elever for covid-19. 

500 elever på Rybners Almene Gymnasium blev mandat testet af medarbejdere i Esbjerg, der skulle oplæres i korrekt podning.
500 elever på Rybners Almene Gymnasium blev mandat testet af medarbejdere i Esbjerg, der skulle oplæres i korrekt podning.
Foto: Ole Møller

Et tilbud rektor på Rybners Almene Gymnasium i Esbjerg, Olaf Rye, hilser velkommen.

- Vi ser det som en kærkommen mulighed for at screene vores elever, for at se om der er yderligere smitte på skolen, siger Olaf Rye.

Det er ikke kun rektor, der ser dagens test som en god ide. Også eleverne på skolen er positive overfor initiativet.

Magnus Strandby går i 2. g, og i dag er det første gang, han testes for coronavirus.

- Vi snakker en del om det, da der er flere og flere i vores omgangskreds, der bliver testet positive, så det er fornuftigt, for måske er der et stort mørketal, så jo flere der bliver testet jo bedre, synes jeg.