Der er rift om pladserne, når Per søger nye kolleger

Efter 23 år er TV Glad så populær en arbejdsplads, at ledige stillinger sjældent dukker op. Nu har de dog mulighed for at udvide medarbejderstaben med fire pladser.

Det begyndte 29. juni i 1999. TV Glad gik i luften som verdens første tv-station for og med udviklingshæmmede.

Kun få år senere blev Per Rosenberg ansat som reporter i Esbjerg. Han havde tidligere arbejdet på beskyttede værksteder, men på TV Glad fandt han noget, som han efter 21 år endnu ikke har kunnet slippe.

- Her er dejligt. Jeg sidder med mange gode venner hver dag. Vi har et stort fællesskab og hygger os meget, mens vi arbejder, siger han om sin arbejdsplads.

quote

Det glæder os uendeligt meget, at de borgere, som har lyst og mulighed for at arbejde med det, vi kan tilbyde, nu får mulighed for at få en plads hos os

Sanne Hansen, afdelingschef, Glad Fonden

Hvad der begyndte med en lille håndfuld frivillige og ganske få ansatte i lokaler på Vesterbro i København, har nu udviklet sig til en stor gruppe medarbejdere i hele landet - og vokseværket fortsætter med stor rift om pladserne.

TV Glad har nemlig fået tildelt fire nye pladser til borgere med kognitive udfordringer, som har fået tilkendt førtidspension.

Om at have været ansat hos TV Glad i 21 år siger Per Rosenberg: - Hvis ikke jeg kunne lide lugten i bageriet, så havde jeg ikke været her i så mange år.
Om at have været ansat hos TV Glad i 21 år siger Per Rosenberg: - Hvis ikke jeg kunne lide lugten i bageriet, så havde jeg ikke været her i så mange år.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

For to år siden var der otte pladser til beskyttet beskæftigelse, men med den nye udvidelser vil der være plads til 16 medarbejdere, som hver dag producerer indslag til en lang række platforme - både podcast, sociale medier, video, animation, fotos og på skrift.

- Forskellen på mine tidligere arbejdspladser og TV Glad er, at jeg her selv er med til at bestemme mine opgaver, fortæller Per Rosenberg og uddyber, at der selvfølgelig er krav til hans arbejde, men at han i høj grad selv har indflydelse på, hvilke historier og platforme han vil arbejde med. 

Plads til endnu flere

TV Glad har flere end 100 medarbejdere fordelt på fire afdelinger i København, Ringsted, Esbjerg og Aabenraa.

Sanne Hansen er afdelingschef i Esbjerg for Glad Fonden, som TV Glad hører under.

Afdelingschef i Esbjerg for Glad Fonden, Sanne Hansen, får værdi både arbejdsmæssigt og på det personlige plan, fordi hun synes, det er så åbenlyst, at hun er med til at gøre en forskel for de mennesker, der går på arbejde hos TV Glad hver dag.
Afdelingschef i Esbjerg for Glad Fonden, Sanne Hansen, får værdi både arbejdsmæssigt og på det personlige plan, fordi hun synes, det er så åbenlyst, at hun er med til at gøre en forskel for de mennesker, der går på arbejde hos TV Glad hver dag.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Hemmeligheden bag tv-stationens succes med at holde på og tiltrække medarbejdere er deres menneskelige værdier, mener hun.

- Vi er en arbejdsplads, hvor vi går op i, at vi skal have det ordentligt og rart med hinanden. Samtidig går vi meget op i, at vi udvikler på mennesker hver dag. At være her hos os giver en god hverdag, samtidig med man bidrager til et arbejdsfællesskab, forklarer hun.

Om Glad Fonden

Med over 300 ansatte og 110 elever er Glad Fonden en af Danmarks største socialøkonomiske virksomheder.

De har lokalafdelinger i København, Aarhus, Esbjerg, Aabenraa, Vejen og Ringsted.

Det hele begyndte 29. juni 1999, hvor TV-Glad gik i luften som verdens første tv-station for og med udviklingshæmmede. Siden har de udvidet med andre virksomhedsområder.

I dag rummer Glad Fonden otte virksomheder fordelt på fire afdelinger i hele landet. De driver caféer, catering, rengøring og facility service, designvirksomhed, dyrepark, producerer teater, tv og radio.

TV Glad har 700 kvadratmeter i Esbjerg, så fire nye medarbejdere er der i hvert fald plads til, mener Sanne Hansen og pointerer, at der også sagtens kunne blive plads til endnu flere.

- Vi er bare så super glade for de ekstra fire pladser. Det glæder os uendeligt meget, at de borgere, som har lyst og mulighed for at arbejde med det, vi kan tilbyde, nu får mulighed for at få en plads hos os, siger hun.

Forberedt på at arbejde

Udsigten til fire nye kollegaer fryder Per Rosenberg. Det sociale er netop, hvad der gør hans arbejde så fantastisk.

quote

Bare kom, så finder vi noget, der passer til dem

Per Rosenberg, reporter hos TV Glad

- Det bliver bare dejligt, og jeg håber, at de nye kollegaer er nogle med kørekort, så vi kan komme ud. Men ellers håber jeg bare, at de kan komme med nye input til os. Jeg er åbent for nyt og vil meget gerne hjælpe de nye godt i gang, siger han.

Han understreger dog, at de skal være forberedte på at få noget for hånden, og at de skal kunne lide at komme ud og møde nye mennesker. Per Rosenberg tøver dog ikke med at tilbyde sin hjælp, hvis de nye får brug for støtte.

- Vi må se, hvad de nye kan holde til og har lyst til. Bare kom, så finder vi noget, der passer til dem. Jeg tager også med glæde ud og støtter dem, for man skal jo hjælpe hinanden, siger han.

Efter 21 år med kamera og mikrofon er Per Rosenberg langt fra færdig med at lave fjernsyn.

- Jeg bliver her, indtil jeg ikke gider mere, for jeg elsker at komme på arbejde og være sammen med mine gode kollegaer. Så jeg bliver i mange år endnu, hvis de stadig vil have mig.