Dige er brudt sammen ved Ribe

Der er opstået et brud på et dige ved Varming nær Ribe. Der er ikke nogen akut fare for, at boliger og mennesker kommer i fare, vurderer politi og beredskab overfor TV SYD.

Derfor har Sydvestjysk Brandvæsen sat gang i en større aktion, der skal stoppe indstrømningen.
- Der er ingen akut fare for, at boligområder bliver oversvømmet - men vi skal have lukket hullet med det samme. Det sker i første omgang med sandsække, oplyser Jens Mølgaard, beredskabschef hos Sydvestjysk Brandvæsen, til TV SYD.

Syd- og Sønderjyllands Politi følger situationen.

- Vi har en patrulje på vej til Varming, der ligger et godt stykke fra Ribe by. Der er tale om, at vandet løber ud på markerne og i andre vandløb, der fører ind mod Ribe og kan betyde mindre vandstigning udsatte steder. Der er derfor ikke behov for at evakuere beboere, siger vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

På kortet her kan det ses, hvorhenne bruddet på diget er sket:

Kortet viser, hvor diget er brudt sammen. Og som vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, siger, er der ikke behov for evakuering af beboere.
Kortet viser, hvor diget er brudt sammen. Og som vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, siger, er der ikke behov for evakuering af beboere.
Foto: Lasse Hansen, TV SYD

Stor arbejdsopgave i vente

Mandskab fra Sydvestjysk Brandvæsen skal nu sammen med 14 brandfolk, køretøjer og sandsækkefylder fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland i gang med at lukke hullet i diget.

- Det bliver en langvarig arbejdsopgave for os. Jeg regner med, at det vil vare til et godt stykke ud på aftenen, siger Jens Mølgaard, beredskabschef hos Sydvestjysk Brandvæsen, til TV SYD.

Selvom der hidtil kun er sluppet vand ud på marker og veje, så er den øjeblikkelige store indsats for at lukke hullet med sandsække nødvendig, da der er udsigt til mere regn de kommende dage.