Egypter dømt for menneskesmugling fra havn

En egyptisk mand er torsdag ved retten i Esbjerg idømt fængsel i tre år for menneskesmugling.

Fængsel i tre år og derefter udvisning af Danmark for bestandig. Det var dommen over en 40-årig egyptisk mand ved Retten i Esbjerg torsdag.

Han blev dømt for i 17 tilfælde at have hjulpet udlændinge med at få adgang til det sikrede område på Esbjerg Havn, så de kunne gemme sig i lastbiltrailere, som skulle med færgen til England.

Egypteren var tiltalt for 23 tilfælde af menneskesmugling under særligt skærpende omstændigheder, men dommeren frifandt ham for seks af tilfældene, der har fundet sted fra juli 2015 og frem til januar 2017.

Manden erkender, at han i nogle tilfælde har hjulpet, men mener ikke, at det skulle være systematisk og organiseret, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Han blev dømt efter straffelovens paragraf 125 A.