Michael John Nielsen har sammen med en tidligere kollega, Kristian Andrés, købt option på 16 biler fra Viking-Is. De første fire begynder at køre nord for Skjern sidst på måneden.
- Skriv nu ikke for meget om det der foged-forbud, siger han til TV SYD. Det handler om at sælge is - og som noget nyt - grill- og kødpakker, direkte til jyderne ved døren.
Fogedforbud
Han hentyder til det fogedforbud, som Hjem-Is har fået nedlagt mod Viking-Is i Syd- og Sønderjylland. Det udløber til 1. oktober.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil arbejde i Esbjerg-området, hvor jeg er født og opvokset, siger Michael John Nielsen.
Kødpakker
De to har arbejdet i en årrække inden for McDonalds, senest som ledere for flere restauranter. Deres motivation er glade kunder - og ansatte. Lige nu er de i gang med at ansætte chauffører, som skal friste vestjyderne med kendte is fra Frisko. Plus kød.- og grillpakker.
- De forsøgte sig lidt med det sidste år, og det var en succes, fortæller Michael John Nielsen til TV SYD. Is-bilerne har jo flere separate rum, så der er ingen problemer i at køre med grill-pølser i et rum og Filur, Københavnerstang og Magnum i et andet.
Kød-salget omfatter bl.a. hakket kød og marinerede kødstykker til grillen - og selvfølgelig pølser.