Esbjerg fB fyrer cheftræner

Esbjerg fB fyrer deres cheftræner, Roland Vrabec, efter syv måneder på posten.

Cheftræneren for Esbjergs fodboldklub EfB, Roland Vrabec, er færdig i klubben.

Inden en afløser er fundet, vil Michael Kryger og Rafael van der Vaart overtage holdet.

Det oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside.

quote

Vi har analyseret vores sportslige situation, som er meget alvorlig, grundigt, og på den baggrund er vi nået frem til denne beslutning

Jens Hammer Sørensen, adm. direktør, EfB

Fyringen sker efter dårlige sportslige resultater, som betyder, at klubben skal bruge endnu et år i 1. division og samtidig risikerer nedrykning til 2. division.

– Det er aldrig et sundhedstegn, når et samarbejde skal afbrydes før tid, men vi har analyseret vores sportslige situation, som er meget alvorlig, grundigt, og på den baggrund er vi nået frem til denne beslutning. Vi takker i den forbindelse Roland Vrabec for sit arbejde for EfB og er trygge ved, at Michael Kryger og det øvrige trænerteam kan bringe os godt igennem den kommende periode, siger EfB's administrerende direktør, Jens Hammer Sørensen, i pressemeddelelsen.

Tredje træner på et år

Roland Vrabec havde første træningsdag 12. august 2021. Han er den tredje træner i fodboldklubben på et år.

Inden ham var det Peter Hyballa, der blev fyret efter flere tilfælde af grænseoverskridende adfærd. 

En sag som også blev indberettet til Arbejdstilsynet. De frafaldt dog sagen, da klubben lavede en række tiltag for at forbedre arbejdsmiljøet.

Inden ham var det Olafur Kristjansson, der blev fyret i maj, da amerikanske investorer købte den sydvestjyske klub.