Esbjerg-modellen: Dag med raketter, krudt og kugler giver børn færre skader

I 19 år har alle 5.-klasser i Esbjerg Kommune fået en kontant lektion i fyrværkeriets mange faldgruber. Det betaler sig tilsyneladende.

- Jeg tænder lunten med strakt arm og går - jeg løber aldrig - fra stedet, understreger fyrværkeren. 

Lunten til raketten gnistrer, og så sker der det, som alle står og venter på: Raketten flyver til vejrs med hjælp fra en lillebitte krudttønde. Du ved, hvordan det lyder. 

Morten List Christensens lektion i fyrværkeri var både teori og praksis. Der var ingen elever, der "sov" i timen.
Morten List Christensens lektion i fyrværkeri var både teori og praksis. Der var ingen elever, der "sov" i timen.

Eleverne i 5. klasse på Darum Børneby skole ved Bramming kigger op og ser raketten eksplodere i et knald med mange gule stjerner på den grå eftermiddagshimmel. 

quote

Mit gæt er, at fem danskere også i år får varige skader på mindst ét øje.

Morten List Christensen, SSP-konsulent, Esbjerg Kommune

12-årige Jeppe Bækdal tror ikke, han sådan lige glemmer det, han lærte om fyrværkeri i dag. Foto: Finn Grahndin
12-årige Jeppe Bækdal tror ikke, han sådan lige glemmer det, han lærte om fyrværkeri i dag. Foto: Finn Grahndin

Pas på! 

De har besøg af SSP-konsulent og fyrværker Morten List Christensen fra Esbjerg Kommune. Han giver de unge 11-12-årige drenge og piger en kontant lektion i fyrværkeriets mange farer. 

- Det er IKKE legetøj det her. Mit gæt er, at fem personer også i år får varige skader på mindst ét øje, siger han advarende.   

Selv med små krudtmængder er det knald på sådan en raket. Man skal helst ikke stå i vejen for den. Foto: Finn  Grahndin
Selv med små krudtmængder er det knald på sådan en raket. Man skal helst ikke stå i vejen for den. Foto: Finn Grahndin

Sikkerhedsbriller stadig nummer 1 

Sikkerhedsbrillerne er stadig nr. 1 på de fem fyrværkeriregler, som alle har godt af at overholde for at komme ind i 2021 med alle øjne, fingre og andre legemsdele intakte.  

I Esbjerg Kommune får alle skolers 5.-klasser sådan en lektion. Kampagnen har kørt sådan i 19 år. Den hedder "Esbjerg-modellen" og er siden kopieret af andre kommuner. I dag har 34 andre kommuner et lignende forebyggende arbejde for at undgå nytårsskader.

Eleverne i 5. klasse fik én på opleveren. Og en masse viden om fyrværkeriets farer. Foto: Finn Grahndin
Eleverne i 5. klasse fik én på opleveren. Og en masse viden om fyrværkeriets farer. Foto: Finn Grahndin

Færre og færre skader 

På landsplan var der 228 skader heraf 27 alvorlige ved sidste årsskifte. Det tal er for tredje år i træk for nedadgående. I Esbjerg går det måske endda endnu bedre.      

- I 2001 havde vi 27 skader - flere alvorlige med varige - på det, der dengang hed Centralsygehuset i Esbjerg. Vi havde også mindre sygehuse i området, men tallet var kun herfra. I dag - hvor alle i området bliver behandlet på Sydvestjysk Sygehus - ligger tallet på ti eller derunder. Ingen af dem er med varige mén. Vi skal efterhånden mange år tilbage i tiden for at finde en rigtig alvorlig nytårsskade her, siger Morten List Christensen. 

Børn skal sættes ind 

Børn og unge, der kommer til skade omkring årets sidste dag, er også faldet og nærmer sig nul. Og igen: Ingen alvorlige skader. I dag er et sådan, at Morten List Christensen gerne ser, at børnene begynder at opdrage lidt på de voksne. Den tanke er folkeskolelærer Lene Kynde Lauridsen på Darum Børneby Skole helt med på. 

- Vi kan ikke få bedre ambassadører for sikkerheden end netop børnene. De voksne er ofte lidt uansvarlige, siger hun. 

Elev Bertram Møller Gisseman kender det godt. På spørgsmålet om de voksne altid har briller på, når der bliver fyret raketter af nytårsaften, siger han: 

- Nja, ikke altid, men så siger vi det til dem, og så henter de dem.   

Hvis de voksne glemmer, så husker vi dem på det, siger Bertram Møller Gisseman. Alle skal have sikkerhedsbriller på, når der fyres raketter af. Foto: Finn Grahndin
Hvis de voksne glemmer, så husker vi dem på det, siger Bertram Møller Gisseman. Alle skal have sikkerhedsbriller på, når der fyres raketter af. Foto: Finn Grahndin