TV der bevæger dig

Facebook-rygterne svirrer, men politikerne er stadig hemmelighedsfulde

Flere medier hævder, at Facebook bygger datacenter ved Esbjerg, men borgmesteren vil hverken af- eller bekræfte.

Ifølge Esbjerg Kommunes lokalplan vil det nye datacenter ligge på arealet her mellem Esbjerg og Andrup. Foto: COWI / Esbjerg Kommune

Flere medier har fredag bragt nyheden om, at internetgiganten Facebook bygger stort datacenter i Esbjerg. Det skulle ifølge medierne være landets hidtil største datacenter, men Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), vil hverken af- eller bekræfte rygterne om Facebook.

Borgmesteren oplyser til TV SYD, at selskabet Notitia Networks Aps står bag datacenteret, og at Esbjerg Byråd skal behandle sagen på mandag. Ifølge avisen Danmark, så er Notitia Networks Aps ejet af Facebook. Det skriver avisen fredag.

For hurtig på aftrækkeren

Mistanken om Facebook opstår, da Notitia Networks ApS, der står bag datacentret ved Esbjerg, ifølge CVR-registret er både stiftet og ejet af Facebook.

Esbjergs viceborgmester, Susanne Dyreborg (DF), udtalte tidligere fredag til DR, at hun kunne bekræfte, at det er Facebook, der står bag det 250.000 kvadratmeter store datacenteret.

Læs også Medie: Facebook står bag gigantisk datacenter ved Esbjerg

Til TV SYD fortæller Jesper Frost Rasmussen dog, at viceborgmesteren intet har med sagen at gøre.

- Hendes udtalelser må stå for egen regning, siger Jesper Frost Rasmussen til TV SYD.

Da TV SYD taler med viceborgmester, Susanne Dyreborg, indrømmer hun, at hun har udtalt sig for hurtigt.

- Jeg læste i avisen, at det er Facebook, som står bag det nye datacenter, men det ved jeg faktisk ikke noget om. Derfor udtalte jeg mig på baggrund af min viden fra medierne, siger Susanne Dyreborg til TV SYD.

Mest sete på tvsyd.dk