Færre tyveknægte var på spil juleaften

12 anmeldelser om indbrud blev det til i døgnet den 24. december i de to politikredse i TV SYDs område. Sidste år blev der anmeldt 21 indbrud juleaftensdag.

Opdatering: Tallene for indbrud i julen er netop blevet opdateret. Såvel i Syd- og Sønderjyllands Politikreds og hos Sydøstjyllands Politi blev der anmeldt 12 indbrud den 25. december. Desuden er der tilføjet tre ekstra indbrud fra den 24. december hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi modtog sidste år 10 anmeldelser om indbrud den 24. december. I år er det faldet til otte. Endnu større nedgang er der hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Her er det faldet fra 11 anmeldelser sidste år til kun fire i år.

Grafik: Simon Svane Jensen, TV SYD
Grafik: Simon Svane Jensen, TV SYD

Siden fredag og frem til natten til 1. juledag, onsdag, har politiet landet over registreret i alt 455 indbrud i private hjem. Det er lavere end de 464 indbrud, der blev registreret de samme dage sidste år, oplyser Rigspolitiet.

Indbrudsgruppen hos Syd- og Sønderjyllands politi har lavet en særlig juleindsats for at komme uvanen med de mange indbrud til livs.

- Betjentene kender de forskellige gerningsmænd rigtig godt og kan opsøge dem og fortælle dem, at vi har øje på, hvad de laver. Og i det hele taget sørge for at vi puster dem i nakken, siger politiinspektør Kaj Nielsen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Derudover mener Kaj Nielsen også, at noget af forklaringen er, at folk er blevet bedre til at forebygge indbrud i deres hjem:

- Specielt operation nabohjælp har hjulpet meget, når man holder øje med hinandens ting. Hvor man sørger for, at boligerne ser beboede ud, og hvor man spørger uvedkommende på vejen, hvad de laver her? Det har man ret til. Fordi er der noget indbrudstyven hader, så er det at føle sig set. Og føler han det, så går han igen, lyder rådet fra politiinspektøren.

Juleindbrud 2019

Siden fredag har politiet landet over fået 455 anmeldelser om indbrud i private hjem. Sådan er anmeldelserne fordelt på politikredsene:

* Nordsjælland: 80.

* Østjylland: 61.

* Fyn: 56.

* Sydøstjylland: 43.

* Midt- og Vestjylland: 42.

* Syd- og Sønderjylland: 37.

* Midt- og Vestsjælland: 34.

* Københavns Vestegn: 34.

* Nordjylland: 30.

* København: 19.

* Sydsjælland og Lolland-Falster: 19.

* Bornholm: 0.

Kilde: Rigspolitiet.