Festuge gemmer stort jubilæum til næste år

Der er godt gang i Esbjerg Festuge, som både byder på kunstudstillinger, fællessang og musikalske indslag.

Esbjerg Festuge er blæst godt i gang, og med internationale gadekunstnere, kreative værksteder og flere koncerter på programmet, er der lagt i kakkelovnen til en festuge uden lige.

Fra fredag i sidste uge til søndag i denne uge er Esbjerg Festuge i gang for 25. gang, men markeringen af jubilæet gemmer de til næste år. Det fortæller Mathias Neessen, som er eventkoordinator for Esbjerg Festuge.

- Hvis man tæller minifestugen med sidste år, så er det i år den 25. festuge. Vi har allerede inden denne festuge valgt, at det skulle være næste år, der er 25. års jubilæum, og så vi er allerede begyndt at kigge fremad, selvom det altså er 25. gang der er festuge i år, siger han.

For 25. gang inviterer Esbjerg Festuge til aktiviteter i byen.
Video: Frank Blauenfeldt

Der er i alt 210 punkter på programmet, og endelig at se Esbjerg Festugen være rigtig i gang igen er noget Mathias Neessen synes er fantastisk

- Vi har jo ventet på det her i to år. Vi har jo haft nogle udfordringer og tvivl om hvad vi kunne i år, men det er dejligt, at vi kunne lave 210 punkter på programmet og se det hele spille afsted nu, siger han. 

Mange ting på programmet

Esbjerg Festuge har mange forskellige ting på programmet, og en af de ting er kunst. Hver dag gennem festugen kan man se kunst fra cirka 60 udstillere i containerne på havnen, hvor der også vil være forskellige musikalske indslag.

Derudover er der mulighed for morgensang, Yoga i Grundtvigskirken, spiritus-smagning og koncert med blandt andet populære Tørfisk. 

Festugen har i år dog også været præget af udfordringer. 

- Det har været svært, især under corona-omstændighederne, hvor retningslinjerne er skiftet ret meget. Vi har skulle tage hensyn til rigtig mange ting - om det for eksempel er udendørs eller indendørs. I forhold til vores store festuge-koncerter, som normalt er på torvet. Det har vi ikke kunne i år, så dem har vi rykket til Vognsbølparken, fortæller han. 

Næste år vil ifølge Mads Neesen være det 25. års jubilæum for Esbjerg Festuge, hvor han også håber på, at koncerterne vender tilbage på Torvet. 

Du kan se flere informationer og hele programmet for Esbjerg Festuge på deres hjemmeside.