Gæster kan blive testet på den anden side af gaden: Restaurantejer glæder sig

Onsdag kan vi igen gå ud for at spise, få en drink i baren eller shoppe i storcentrene. Det kræver bare en negativ coronatest. I Esbjerg har de gjort det nemt ved at oprette et testcenter lige midt på gågaden.

 I Esbjerg arbejder de på højtryk for at blive klare og få flagene hejst.

- Uhh, jeg glæder mig. Det bliver fantastisk og hyggeligt, siger Jan Sinnbeck, der ejer og driver restauranten Hos Ingeborg i Esbjerg. 

I midtbyen - lige midt på gågaden og over for Jan Sinnbecks restaurant - er der endda også åbnet en ny slags butik. Et testcenter, hvor du kan blive testet og have svar efter 15 minutter. Og at det netop bliver nemt og hurtigt at blive testet, gør en stor forskel, fortæller han.

Jan Sinnbeck er overbevist om, at det nok skal gå, men han er også lidt spændt på, hvordan det hele kommer til at forløbe med hans gæster og de nye regler. 

- Men det skal vi nok få løst. Det er jeg sikker på, siger restaurantejeren. 

Nyt testcenter 

Det har været et ønske fra både borgerne, Esbjerg Kommune og de erhvervsdrivende, at der blev oprettet et nyt testcenter i midtbyen og i forbindelse med den nye genåbning. Det fortæller både testcenterchef Simon Dahl Verner fra CareLink og citychef i Esbjerg, Brigitta Christensen. 

- Jeg tror, at det er vigtigt, at det er rigtig nemt og tilgængeligt for folk, for ellers dræber vi det spontane. Selvfølgelig er mange ude at få taget en PCR-test, men det her er den spontane ting, der er med til at gøre, at vi får mere af vores almindelige liv tilbage, fortæller citychefen.

Spørger man testcenterchefen, kan der også blive travlt de tre dage om ugen, hvor det nye testcenter har åbent. 

- Jeg kunne forestille mig, at vi kunne komme op at ramme omkring 1.000 tests eller måske endda lidt flere på en god dag - en fredag eller en lørdag, siger Simon Dahl Verner.

En festdag

Det er ikke kun restauranter, cafeer og barer, der kan åbne i onsdag. Også det store indkøbscenter Broen Shopping slår dørene op. Her har man som i mange andre butikker mistet både julehandlen, januarudsalget, påsken og starten af forårssalget. Men i morgen bliver en god dag, slår citychef Brigitta Christensen fast.

- Vi skal have gang i det hele nu. Broen Shopping åbner, og vores restauranter, cafeer, værtshuse og barer. Det bliver en festdag, og det skal vi fejre, siger hun.

Også restaurantejer Jan Sinnbeck glæder sig til at invitere gæster indenfor igen - og ikke mindst til også at trække i arbejdstøjet: 

- Når vi først har haft åbent de første tre dage, så tror jeg, at jeg sover rigtig godt, siger han.

I Horsens er der også oprettet et nyt testcenter, som ligger i midtbyen. Her kan du blive hurtigtestet for covid-19 på Søndergade - nærmere bestemt Apotekergården ved siden af Bytorv Horsens. Testcenteret har åbent alle dage mellem 9 og 19. Det er et team fra Falck, der står for podningerne. 

Du kan se dit nærmeste teststed her.