Hun kunne ikke finde job - men så kom en virksomhed, der søgte en med hendes handicap

Silja Schmelling havde svært ved at finde arbejde. Heldigvis stod en virksomhed klar til at rumme hendes handicap.

Store skærme lyser op i kontorlandskabet i en stor, gul bygning i Esbjerg.

Af og til blinker skærmene rød, fordi et overvågningskamera har opfanget noget. 

Som regel er det bare en robotplæneklipper eller noget andet uskyldigt, der har udløst alarmen. Andre gange er det indbrudstyve.

Ved et af skrivebordene står Silja Schmelling, der er født døv.

På Den Jyske Kontrolcentral i Esbjerg overvåger man 90.000 overvågningskameraer i Danmark og udlandet.
På Den Jyske Kontrolcentral i Esbjerg overvåger man 8.000 overvågningskameraer i Danmark og udlandet.
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Hun er egentlig uddannet ernæringsassistent i 2018. Men på grund af sin døvhed havde hun svært ved at finde arbejde.

quote

Det her job havde jeg aldrig selv tænkt på at søge

Silja Schmelling, videooperatør, Den Jyske Kontrolcentral

Lige indtil Den Jyske Kontrolcentral i 2021 henvendte sig til Jobcentret og specifikt efterspurgte døve jobsøgende - med håbet om, at manglen på høresansen ville skærpe synssansen, som er det vigtigste til overvågningsopgaven. 

Men også fordi de vil tage et socialt ansvar.

Det betød en ansættelse til Silja Schmelling og en anden døv medarbejder.

- Det her job havde jeg aldrig selv tænkt på at søge. Så på den måde var det fint, at jobcentret matchede os op, siger Silja Schmelling og fortsætter:

- Som døv er jeg mere visuel. Så jeg bemærker måske nogle ting i billederne, som de hørende kolleger måske ikke lige ser, fordi jeg er visuelt stærkere.

På tegnsprogsskursus

Hos virksomheden overvåger i alt 25 medarbejdere tusindvis af overvågningskameraer rundt omkring i Danmark og i nogle tilfælde også udlandet.

quote

Jeg kan mærke, at folk er meget mindre bange for mig

Silja Schmelling, videooperatør, Den Jyske Kontrolcentral

Når en alarm lyder hos Silja Schmelling, kan hun ikke selv ringe kunden op, så den opgave tilfalder i stedet en af kollegerne. Ellers indgår hun på lige fod med kollegerne.

Virksomheden har også sendt samtlige medarbejdere på et grundlæggende 15-timers tegnsprogskursus, så de kan kommunikere med de døve medarbejdere.

- Det betyder rigtigt meget, for det udvider den kontaktflade, jeg har, når jeg kan snakke med. Jeg kan mærke, at folk er meget mindre bange for mig. Grupperne åbner sig for mig, når folk kan tegnsprog og ikke er så berøringsangste, siger Silja Schmelling.

På Den Jyske Kontrolcentral i Esbjerg overvåger man 90.000 overvågningskameraer i Danmark og udlandet.
Erik Sørensen er driftschef hos Den Jyske Kontrolcentral i Esbjerg.
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Udover de døve har Den Jyske Kontrolcentral også ansat gamere, der som regel er vant til at være oppe i de sene nattetimer, til at arbejde om natten.

Og det giver god mening at ansætte folk, der har svært ved at passe ind i de kasser, arbejdsmarkedet stiller op, siger driftschef hos Den Jyske Kontrolcentral, Erik Sørensen.

- Dem har vi i meget længere tid. De får et andet loyalitetsforhold til virksomheden. Det er meget moderne i dag at skifte job hvert andet eller tredje år. Men det ser vi ikke så meget med dem, vi har tilbudt nogle særlige vilkår, siger Erik Sørensen.

Handler det her om, at I har svært ved at skaffe arbejdskraft generelt?

- Vi får i omegnen af 20 uopfordrede ansøgninger om ugen, så det er på ingen måde svært. 

quote

Vi håber, at vi kan inspirere andre til også at tage et socialt ansvar

Erik Sørensen, driftschef, Den Jyske Kontrolcentral

Svært ved at finde arbejde

Og døve som Silja Schmelling har det generelt svært, når de skal finde arbejde.

En undersøgelse fra Det centrale handicapråd fra 2016 viste, at døve sammen med blinde kom langt nede på listen i forhold til andre mennesker med handicap, når virksomheder blev spurgt, hvilke personer med handicap de helst ville ansætte.

Men en ny undersøgelse af Incita fra 2023 viser, at arbejdsgivere er blevet lidt mere tilbøjelige til at ansætte døve jobansøgere.

En ny COWI-analyse for Det Centrale Handicapråd viser desuden, at der er en samfundsøkonomisk gevinst ved at få selv en lille andel af mennesker med handicap fra førtidspension til ordinært arbejde eller flexjob.

Tre facts om døvhed

Døvstum?
Døve er ikke stumme, og derfor opleves betegnelsen 'døvstum' som nedsættende. Døve taler tegnsprog og bruger derfor sjældent stemme, når de kommunikerer.

Kan døve blive hørende?
Døve kan ikke blive hørende, men det er muligt at få indopereret et avanceret høreapparat, der hedder Cochlear Implant (CI). Det kan give hørelse i større eller mindre grad. Man er dog stadig døv, når implantatet tages af, eller hvis det ikke virker. 

Er døve handicappede?
Handicap er den situation, der opstår, når en person med en funktionsnedsættelse møder en barriere i samfundet, der betyder, at personen ikke har de samme muligheder som andre. Det betyder, at døve ikke går rundt og ser sig selv som handicappede i hverdagen, men at der kan være situationer, hvor funktionsnedsættelsen opleves som et handicap. Døve opfatter sig i højere grad som en sproglig og kulturel minoritet i kraft af deres unikke sprog og deres fælles kultur, der har formet sig anderledes end hørendes kultur og sprog.

Kilde: Danske Døves Landsforbund

Nomineret til pris

Virksomhedens arbejde på at ansætte dem, der ellers har svært ved at få en fod inden for på arbejdsmarkedet er ikke gået ubemærket hen.

På Den Jyske Kontrolcentral i Esbjerg overvåger man 90.000 overvågningskameraer i Danmark og udlandet.
På Den Jyske Kontrolcentral i Esbjerg overvåger man 8.000 overvågningskameraer i Danmark og udlandet.
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Udover at være blevet omtalt i flere medier, har fagorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer arbejdsgivere inden for el, vvs og metal, nomineret Den Jyske Kontrolcentral til en pris, der bliver uddelt 12. september.

- Vi var noget overraskede, for vi synes jo ikke, at vi gør noget specielt. Vi gør det, vi føler naturligt, men det er da rart at blive påskønnet. Vi håber, at vi kan inspirere andre til også at tage et socialt ansvar, siger driftschefen.