Internationale kunstnere indtager Vadehavet

Vadehavet er mere end en lokal mudderpøl, og det skal ti internationale kunstnere formidle den næste uge på Fanø.

Vadehavets storslåede natur kan ikke undgå at gøre indtryk og inspirere. I de næste dage skal ti kunstnere en forfatter fra britiske Society of Wildlife Artists (SWLA) forsøge at få områdets natur og kulturlandskaber ned på papir og møde lokalbefolkningen.

Det sker på Fanø, og én af kunstnerne kender Vadehavet særdeles godt, for til daglig arbejder Marco Brodde nemlig som naturvejleder - og naturkunstner - på Fanø.

- Vadehavet er et uhyre interessant område kulturelt set, og mennesker og natur smelter på eller anden måde sammen i hele vadehavets historie på godt og ondt, siger han.

Projektet er udviklet i et samarbejde mellem Nationalpark Vadehavet og Marco Brodde, som også er medlem af SWLA. For Marco Brodde betyder det meget at sætte fokus på Vadehavet.

Vadehavets betydning

- Det er en ny erkendelse i den brede befolkning, at Vadehavet ligger her, og at det er så unikt, som det er, siger han. 

Kunstneren håber, at arrangementet kan være med til at vise, at Vadehavet ikke bare er en lokal mudderpøl, men at det har stor betydning for mange, mange fuglearter og altså ikke bare er noget særligt på lokalt og nationalt plan, men også på internationalt.

Marco Brodde er vild med Vadehavet og håber, at andre også bliver det.
Marco Brodde er vild med Vadehavet og håber, at andre også bliver det.
Foto: Nicolaj Sveiger, TV SYD

En populær kunstner

Marco Brodde er en populær kunstner blandt de gæster, der i dag mødte op på Fanø for at tage et kig på tilblivelsen af kunstnernes nye værker om Vadehavet.

- Vi har mange af hans malerier hjemme i stuen, siger søskendeparret Dorthe og Karin Lodberg. 

Ifølge dem er det især Marco Broddes evne til at få fuglene og uendeligheden i Vadehavet til at skinne igennem på kunstværkerne, der gør dem helt specielle.  

Ikke det første besøg

Tilbage i efteråret 2019 besøgte en gruppe af SWLA’s medlemmer den sydlige del af Vadehavet omkring Tøndermarsken og Rømø, og med nogle års forsinkelse grundet corona er det nu blevet tid til at årets gruppe af kunstnere dykker ned i historierne om blandt andet Fanø, Mandø, Skallingen og Varde Ådal. 

Arrangementet slutter fredag den 20. maj .