Johannes har jagtet mystisk milliongevinst i 15 år: - Jeg ved, jeg har ret

Tilbage i 2002 vandt en dansker uden at vide det 9,3 millioner kroner i lotto. 83-årige Johannes Nielsen fra Sædding mener, han er vinderkuponens ejer.

Johannes Nielsen har efterhånden helt styr på beløbet. 9.348.692 kroner.

Det er den gevinst en lottokupon, der blev indleveret i Strandvejens Kiosk i Sædding, udløste tilbage i 2002. En kunde i Strandvejens Kiosk i Sædding glemte dog lottokuponen, og siden har det været et mysterium, hvem vinderen er. Præmien er aldrig blevet udbetalt til nogen.

Men for 83-årige Johannes Nielsen fra Sædding ved Esbjerg er det nemt at afgøre mysteriet. Han er fuldstændig sikker på, han er den retmæssige ejer af kuponen. I de sidste 15 år har han forsøgt at overbevise myndighederne om det samme. Indtil videre uden held.

- Der er slet ingen tvivl. Det er 100 % min kupon, siger Johannes Nielsen til TV SYD. 

Vurder selv - tror du Johannes Nielsen er den retmæssige ejer af vinderkuponen? 
Video: Michael Nielsen, TV SYD.

Johannes bliver forstyrret

Sagen startede for Johannes Nielsen, da han den 25. december 2001 køber en lottokupon på en tankstation i Sædding, da han er ude for at købe rundstykker. Kuponen stopper han ind i sin inderlomme, og først flere måneder senere finder han kuponen der.

Han har to andre kuponer liggende, som han tager med sig, da han en dag skal ind til supermarkedet Søstjernen i Sædding. Her køber han en ny lottokupon – med joker – og får de tre andre kuponer tjekket. Det tager lang tid, synes Johannes Nielsen. Midt i ventetiden bliver han forstyrret.

- Mit barnebarn sidder uden for supermarkedet i bilen. Mit barnebarn begynder at skrige efter mig, og så går jeg ud til ham. Mens jeg forsøger at få ro på, så kommer en mand ud og siger, at der er gevinst på min kupon med joker. Jeg afviser ham, for jeg har jo en lottokupon med joker i min lomme, fortæller Johannes Nielsen.

- Jeg siger til ham: Du må hellere gå ind med den, for jeg har min joker her i min lomme. Det var først, da jeg kom hjem, at jeg indså, at det var den, jeg lige havde købt. Jeg kørte tilbage til supermarkedet, men det var lukket i mellemtiden.

Det er først nogle måneder senere, at Johannes Nielsen igen kommer i tanke om hændelsen i supermarkedet. Det er, da sagen om den manglende lottomillionær kom i medierne. Hvordan vinderkuponen er endt ude i Strandvejens Kiosk i Sædding ved Johannes ikke, men han mener, sagen er let at opklare.

- Jeg var slet ikke i tvivl. Betjenten sagde på tv, at der var nogle særlige kendetegn ved kuponen – og jeg mærkede dengang altid min kuponer med mine initialer, siger Johannes Nielsen.

Nej i retten

Derfor har Johannes Nielsen altså brugt de sidste 15 år og op mod 300.000 kroner i advokatudgifter på at overbevise myndighederne om, at det er hans kupon.

Johannes Nielsen mærkede altid sine kuponer på den her måde. Indtil videre har et uvildigt råd vurderet, at det ikke stemmer overens med vinderkuponen.
Johannes Nielsen mærkede altid sine kuponer på den her måde. Indtil videre har et uvildigt råd vurderet, at det ikke stemmer overens med vinderkuponen.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Et uvildigt råd har vurderet, at Johannes Nielsens beskrivelse af kuponen ikke passer sammen med udseendet på vinderkuponen. Det får ham dog ikke til at tvivle på, han har ret. Den eneste måde, han mener, han kan få Danske Spil overbevist, er, hvis han kan få lov at se vinderkuponen. Det har han indtil videre fået nej til i både byretten og landsretten.

- Det kan jeg da godt forstå, for så sparer Danske Spil de penge, mener Johannes Nielsen.

Det handler ikke om pengene

Selvom Johannes Nielsen medgiver, at 9,3 millioner kroner er en del penge, så handler sagen for ham ikke om pengene. I hvert fald ikke længere. Skulle han få adgang til dem, så vil han dele dem mellem sine børn, og hjerte-, lunge- og nyreforeningen.

Johannes Nielsen viser, hvordan han har mærket kuponen. 
Video: Michael Nielsen, TV SYD.

- Det handler om princippet. At jeg skal trækkes igennem så meget og bruge så mange kræfter på det, når det er min kupon.

Johannes Nielsen siger til TV SYD, at han ikke længere aktivt vil forsøge at få fat i pengene. Men han giver aldrig op.

Hvis du skulle pege på et menneske, der er den retmæssige ejer af kuponen og dermed pengene, hvem skulle det så være?

- Mig! Det er jeg 100 % sikker på.

Pengene bliver udbetalt til rette ejer

Danske Spil har ikke ønsket at kommentere Johannes Nielsens sag over for TV SYD. Til JydskeVestkysten oplyser Danske Spil, at man ikke er interesseret i at vise Johannes kuponen, fordi den er det eneste, der kan identificere den retmæssige vinder. 

Danske Spil oplyser også, at gevinster på 200 kroner eller derover forældes efter et år, men i det her tilfælde er man dog klar til at gøre en undtagelse, hvis den rette ejer henvender sig med de korrekte detaljer.