Lokalt flyselskab overtager rute til Skotland efter Brexit-konkurs

DAT, Danish Air Transport, overtager ruten fra Esbjerg til Aberdeen i Skotland. Det sker, efter britiske Flybmi lørdag gik konkurs.

- Det er en rute, der passer perfekt ind – for vi behøver hverken ekstra personale eller fly.

Sådan siger adm. direktør i DAT, Jesper Rungholm, til TV SYD om overtagelsen af ruten til oliebyen Aberdeen i Skotland.

Lørdag meddelte det britiske flyselskab Flybmi (British Midland Regional Limited), der i mange år har haft fem ugentlige afgange mellem Esbjerg og Aberdeen, at de er gået konkurs. Selskabet giver blandt andet Brexit skylden, fordi det har gjort det umuligt at sikre gode kontrakter i EU. Alle afgange er aflyst med øjeblikkelig virkning, skrev selskabet i en pressemeddelelse på deres hjemmeside lørdag aften.

Den kedelige nyhed vakte samtidig glæde hos DAT, Danish Air Transport, der har base i Kolding Lufthavn i Vamdrup.

quote

Det er en rute, der passer perfekt ind – for vi behøver hverken ekstra personale eller fly.

Jesper Rungholm, adm. direktør, DAT

- Vi har fløjet Esbjerg-Stavanger siden 1996, og siden har vi haft et godt øje til Aberdeen-ruten. For vi kan flyve på de samme dage - med det samme fly og besætning som til Stavanger, forklarer Jesper Rungholm.

Derfor gav det rigtig god mening at overtage ruten.

- Det positionerer os som regionalt flyselskab, og samtidig har vi en klar vurdering af, at det vil bidrage positivt til vores indtjening.

Jesper Rungholm fortæller til TV SYD, at DAT i det hele taget har et godt samarbejde med Esbjerg Lufthavn og den nye lufthavnschef John Nielsen, der tiltrådte i maj. Det betyder blandt andet, at DAT også fløj fra Esbjerg til Bornholm under Folkemødet.

- Vi fik en del henvendelser under det seneste folkemøde, så nu skal det prøves. Om ruten bliver mere permanent, er dog usikkert, for vi flyver i forvejen fra Billund til Bornholm, slutter Jesper Rungholm.

Første DAT-flyvning fra Esbjerg til Aberdeen bliver den 25. februar 2019. Læs mere om afgange og priser på DATs hjemmeside.