Michael er træt af aflyste tog: Nu har han i stedet købt en bil

Syd- og Sønderjyderne er dem, der er mest utilfredse med den kollektive trafik. En del af utilfredsheden bunder i aflyste og forsinkede toge. Det kender pendleren Michael Schønbech alt til, og nu orker han ikke togene længere.

Når Michael Schønbech skal på arbejde tager han toget fra Esbjerg mod Ribe. Men gang på gang kommer han til at vente ekstra længe på perronen. Senest for to uger siden.

- Jeg skal hjem med toget efter en døgnvagt i Ribe. Selvom jeg har tjekket app’en om morgen, kan jeg se, at toget er aflyst, da jeg kommer ned på stationen. Så sidder jeg endnu engang og venter en time ekstra for at komme hjem til min kone og to små børn, som jeg så ikke kan hjælpe med at sende afsted, siger han til TV SYD.

Siden 2014 er der regelmæssigt blevet lavet undersøgelser, af danskernes tilfredshed med den kollektive trafik. Forbrugerrådet Tænk har fået penge af Folketinget til at drive projektet Passagerpulsen, der blandt andet laver den nationale passagertilfredshedsundersøgelse. Tallene fra i år viser, at sydjyderne er de mest utilfredse med den kollektive trafik. Her er kun 27 procent tilfredse med togene og busserne i Syd- og Sønderjylland. Michael Schønbech er ikke en af dem. 

- Jeg har tit oplevet, at jeg måtte ringe ned på arbejdet og sige, at jeg endnu engang bliver forsinket, fordi toget er aflyst igen.

I september har tog mellem Esbjerg og Ribe været forsinket eller blevet aflyst mindst fem gange. På Arrivas strækninger i Syd- og Sønderjylland var der i forrige uge mindst 15 forsinkelser eller aflysninger.

- Det er en falliterklæring, Der må kunne findes en løsning. Det er jo ikke et nyt problem. Nu har jeg pendlet i halvandet år, og det har været galt i al den tid, siger Michael Schønbech.

quote

Nu har jeg pendlet i halvandet år, og det har været galt i al den tid.

Michael Schønbech, pendler

Det er Arriva, der har strækningen mellem Esbjerg og Ribe, og de forklarer, at forrige uges mange forsinkelser skyldes materielproblemer.

- Uanset antallet er det aldrig tilfredsstillende, når vi har en forsinkelse eller i værste fald bliver nødt til at aflyse et tog - særligt ikke for de passagerer, der bliver ramt af de uheldige omstændigheder. Trods forsinkelser kører vi dog stadigvæk med en punktlighed på 99,3 procent, siger Sussanne Hejer, der er togdirektør i Arriva.

Selvom det er nemmest for Michael Schønbech at tage toget til og fra arbejde, er han nu så træt af aflysninger og forsinkelser, at han har taget en drastisk beslutning.

- Nu har jeg fået mig en gammel bil at køre i. Den kræver nok en del reparationer, men jeg tænker, at den er mere pålidelig end toget. Min forhåbning er, at det bliver bedre og nemmere at komme på arbejde, siger Michael Schønbech.