Minkavler: Jeg synes, jeg har krav på svar

Torsdag startede afhøringerne i mink-kommissionen, som skal afdække det forløb, der gik forud for beslutningen om at aflive alle landets mink. Det er afhøringer, som tidligere minkavler, Henning Holm Christensen, følger med stor interesse.

Minkavler Henning Holm Christensen sad klar ved sin computer, da den såkaldte mink-kommission torsdag gik i gang med afhøringer af en række embedsmænd, som skal afgive vidneforklaringer til kommissionen om det forløb, der i november sidste år førte til en kontroversiel beslutning om at aflive alle mink i Danmark.

quote

Vores dyr er døde, de kommer ikke tilbage igen.

Henning Holm Christensen, Formand for Fyn og Sydjyllands Pelsdyravlerforening

- Vores dyr er døde, de kommer ikke tilbage igen, siger Henning Holm Christensen.

Han tror, branchen vil få svært ved at starte op igen, men er ivrig efter at få svar på, hvad der egentlig skete i de ministerier og myndigheder, der var involveret op til beslutningen om at aflive en hel branche, blev taget.

Krav på svar

- Jeg synes, at vi som danskere har krav på at få besvaret, hvad der skete fra den 2. november til den 4. november, siger Henning Holm Christensen.

For et år siden håbede Henning Holm Christensen desperat på at holde covid-19 ude af sin minkfarm. Som formand for Fyn og Sydjyllands Pelsdyravlerforening, kunne han se til, mens presset på branchen steg i takt med at sygdommen bredte sig blandt landets minkfarme.

Et pres, der kulminerede, da regeringen den 4. november 2020 meldte ud, at alle landets mink skulle aflives af hensyn til folkesundheden og for at undgå mutationer, som kunne forværre epidemien.

Kan give os ro

At der ikke var lovhjemmel til beslutningen, er for længst både slået fast og erkendt af Statsminister Mette Frederiksen (S).

Alligevel håber Henning Holm Christensen, at kommissionens arbejde skabe klarhed over hele det forløb, der lå forud for den kontroversielle beslutning om at aflive alle mink.

quote

Det kan give noget ro for os avlere og vores familier.

Henning Holm Christensen, Formand for Fyn og Sydjyllands Pelsdyravlerforening

- Det kan give noget ro for os avlere og vores familier. Det får ikke branchen tilbage, det gør det ikke, men jeg synes ikke, det er i orden at stå og beordre samtlige mink aflivet på åben skærm, og så efterfølgende trække det tilbage igen og sige, at det faktisk kun var en opfordring, siger Henning Holm Christensen.

Embedsmænd med klar tale

TV 2’s reporter, Camilla Stampe, overværede dagens afhøringer. Hun fortæller, at to afhørte embedsmænd – en afdelingschef og en kontorchef, begge lagde tydeligt vægt på, at det var deres vurdering, at der ikke var grundlag for at træffe den beslutning.

- De sagde helt klart, at de i hele det her forløb på intet tidspunkt har været i tvivl om, at der ikke var grundlag for beslutningen om at aflive alle mink, fortæller Camilla Stampe.

Fredag skal blandt andet Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, afhøres af kommissionen.

- Det kom også frem under afhøringerne i dag, at der faktisk på et tidspunkt i det her forløb var uenighed mellem Kåre Mølbak (som på det tidspunkt var faglig direktør for Statens Serum Institut red.) og Søren Brostrøm i forhold til, om man var nødt til at aflive mink. Derfor bliver det enormt interessant at høre Søren Brostrøms udlægning af hele det her forløb, og selvfølgelig også om han var gjort bekendt med, at der manglede lovgivning til at træffe den her beslutning, fortæller Camilla Stampe