Mor efterlyser hjælp: Skoleelev overfaldet i ’problemtunnel’

Fredag eftermiddag var Lillian Larsens søn involveret i en slåskamp i en tunnel tæt på Vitaskolen Bohr i Esbjerg. Nu håber hun, skolen og politikerne vil gøre noget ved ’problemtunnel’.

Fredag eftermiddag fik Lillan Larsen et opkald fra sin søns skole. Sønnen havde været oppe at slås med en anden af skolens elever, og sønnens jakke og telefon var blevet ødelagt. Alt sammen var det foregået i en tunnel et lille stykke fra skolen Vitaskolen Bohr i Esbjerg.

- Jeg blev utrolig ked af det, fortæller Lillan Larsen om øjeblikket, da hun fik det at vide.

Efterfølgende talte hun med sin søn om hændelsen, og hvad der lige var sket, men alvoren gik først op for Lillan Larsen, da hun læste et vidnes beretning i et opslag i en Facebook-gruppe for Esbjergs borgere.

quote

Da jeg læser opslaget, går det virkelig op for mig, hvor voldsomt det har været.

Lillian Larsen, SOSU-assistent, Esbjerg

Vidnet, Mette Jacobsen, så skoleeleven blive sparket, mens hans lå ned, og ifølge hende stod flere unge mennesker og så på eller filmede slåskampen, der foregik lige foran dem.

- Da jeg læser opslaget, går det virkelig op for mig, hvor voldsomt det har været, siger moderen til TV SYD.

Skete i skoletiden og i ’problemtunnel’

Slåskampen fandt sted i skoletiden i 12-pausen og cirka 100 meter fra skolens grund i en tunnel. En tunnel hvor der før har været problemer, når de unge samles både før, under og efter skoletiden, fortæller Lillian Larsen. En udlægning, der bliver bekræftet af både Diana Mose Olsen, formand for Børne- og Familieudvalget (SF), og skolelederen Ole Lerke.

- Rigtig mange er utrygge. Der skal være noget opmærksomhed på det, for der foregår rigtig meget nede i den her tunnel - tilråb, rygning og tumult. Der skal fokus på det, så også andre børn kan føle sig trygge, siger Lillian Larsen, der bor i Esbjerg.

Episoden skete ikke på skolens område, men Lillian Larsen håber, at skolen fremover vil holde øje med, hvad der sker i tunnelen.

- Jeg bliver frustreret over, at man ikke går ned og kigger i pauserne. Det kunne jeg godt mangle fra skolens side, siger hun til TV SYD.

Skoleleder: Vi arbejder på sagen

Skoleleder Ole Lerke er bekendt med sagen, og han fortæller, at han allerede har taget affære. SSP er blevet kontaktet, og på mandag bliver den lokale nærbetjent også inddraget i sagen.

Der har før været episoder i tunnelen, og hver gang tager Vitaskolen Bohr fat i både SSP, nærpoliti og forældrene på skolen. Skolelederen fortæller, at det før har hjulpet, og at der har været ro på i en periode.

- Det er klart, at når vi nu har haft en episode, som den her, så skal vi have ekstra opmærksom på den tunnel igen. Vi er nødt til at gøre et eller andet for at sikre, at det ikke sker i skoletiden, siger Ole Lerke til TV SYD.

Og det "et eller andet" kan sagtens være at placere én, der kan føre tilsyn med tunnelen i pauserne, svarer Ole Lerke til moderens ønske om netop det.

Vitaskolen Bohr ligger kun få hundrede meter væk fra tunnelen, som de unge samles ved før, under og efter skoletid.
Vitaskolen Bohr ligger kun få hundrede meter væk fra tunnelen, som de unge samles ved før, under og efter skoletid.
Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD