Oversigt

Våd start på foråret giver færre ynglende storke i danske reder

Syv storkepar har i år fundet vej til Danmark og er flyttet ind i reder i henholdsvis Sønderjylland, på Djursland og Østsjælland.

Det er lidt færre end sidste år, hvor der var ti ynglende par, forklarer Jesper Leegaard, der er bestyrelsesmedlem i foreningen Storkene.dk.

- Der var nærmest regn hver dag i april, da storkene skulle etablere sig. Det var slet ikke storkevejr, siger han og fortsætter:

- Vi kommer ikke uden om, at syv ynglende par er lidt skuffende.

Som TV SYD fortalte i sidste uge er der unger i to reder i det syd- og sønderjyske. Hos Connie og Thorkild Smedager og Peter og Petra i Rens.

Det var først i slutningen af april, at der med Jesper Leegaards ord kom "hul på bylden", og storkene vovede sig til Danmark.

De fleste af rederne ligger i Sønderjylland, hvor Saksborg nu også er kommet på landkortet over byer med storkerepræsentation.

I Smedager, hvor Storkene.dk og TV SYD har sat kameraer op, er hele fem storkeunger under opfedning. Du kan følge med her.

Den våde start på foråret er blevet afløst af tørt og solrigt vejr, og det giver gode forhold for storkene.

Men storkefolket håber på, at mere omskifteligt vejr med både sol og regn snart indfinder sig.

- Det er meget tørt, og regnormene går dybere og dybere i jorden. Det er skidt for storkene, der er afhængige af ormene, mens ungerne er små, siger Jesper Leegaard.

2024 bliver ikke et rekordår

Sidste år blev der sendt 16 flyveklare storke på vingerne fra reder i Danmark.

Det er endnu for tidligt at spå om, hvor mange unger det bliver til i år.

Men det store billede er, at storken er tilbage i det danske landskab, og den er kommet for at blive, lyder det fra Jesper Leegaard.

- Der er ingen tvivl om, at storkebestanden i Danmark på lang sigt vil stige. Men det er ikke sikkert, vi ser nye rekorder hvert år. Der vil komme nogle dyk, sådan som vi også ser det i år, siger han.