Museum beder om hjælp: Send dit billede af delfinerne

Fiskeri- og Søfartsmuseet har brug for hjælp til at identificere legesyge øresvin i Ho Bugt.

De hopper og springer i alverdens farvande – også i Danmark. De legesyge øresvin har opholdt sig i Ho Bugt i Esbjerg den seneste uge, og arten er oftest kendt under kaldenavnet Flipper. Nu vil Fiskeri- og Søfartsmuseet blive klogere på de glade pattedyr.

Der er flere årsager til, at museet gerne vil se billeder fra de borgere, som har været heldige med at fange delfinerne på kameraet. Billederne skal først og fremmest hjælpe med at identificere øresvinene, men de skal også bruges til at spore deres rejse og blive klogere på bestanden.

Et svært dyr at følge

Det er særligt billeder med detaljer, som er i høj kurs. Det kan være et billede af øresvinets ryg- eller halefinne med eventuelle hak eller ar. Sådanne detaljer kan nemlig gøre det muligt at identificere det enkelte individ. Ved at sammenligne med billeder fra kollegaer i andre lande kan Fiskeri- og Søfartsmuseet spore dyrets færden.

- Det er interessant at finde ud af, om dyrene spreder sig. Ved store pattedyr som hvaler og delfiner bruger vi meget billeder til opsporing, for det er dyr, der ellers er svære at følge. Det skyldes, at de lever det meste af deres liv under vandet, siger Charlotte Bie Thøstesen, museumsinspektør og biolog på Fisker- og Søfartsmuseet.

Man kan ved hjælp af opsporingen også blive klogere på, hvor stor bestanden er, og hvor gamle dyrene bliver.

Billeder af flipper

Hvis du har været så heldig at fange øresvinene med dit kamera, vil museet meget gerne modtage dem.

- Vi har modtaget et par stykker, men vil gerne samle flere sammen, inden vi begynder det næste stykke arbejde med at identificere og sammenligne  billederne med vores kollegaer i verden, siger Charlotte Bie Thøstesen.

Du kan sende dit billede via Fiskeri- og Søfartsmuseets Facebookside eller direkte til Charlotte Bie Thøstesens mail, cbt@fimus.dk.

Hvem er Flipper?

  • En delfinart mange kender grundet delfinarier i verden og den amerikanske tv-serie 'Flipper'.
  • Øresvinet kan blive op til fire meter lang og veje op til 650 kilo.
  • Vidt udbredt i varme og tempererede farvande.
  • Hører almindeligt hjemme i den sydlige og nordlige del af Nordsøen omkring England og Skotland.
  • Ikke et normalt syn i Danmark, men bliver det oftere grundet højere havtemperaturer og bedre muligheder for at finde føde.

    Kilde: Fiskeri- og Søfartsmuseet