Ny regel fik Heidi i job: Nu elsker hun sit arbejde

Mange udsatte personer har svært ved at se sig selv på det hæsblæsende arbejdsmarked. Men med et socialt frikort i hånden kan de tjene penge uden at blive trukket i kontanthjælpen.

Rengøringskluden flyver og farer hen over og rundt i håndvasken. Heidi Lysdal er lige så effektiv som Den Hvide Tornado var det i de gamle reklamer.

- Hårdt? Overhovedet ikke. Jeg er vant til at gøre rent, siger hun. 

Den 40-årige førtidspensionist er glad for sit nye arbejde med at gøre rent i de sommerhuse, som Feriepartner Blåvand lejer ud. Et job hun fik hjulpet på vej af det sociale frikort, som hun har søgt - og fået.  

quote

Det giver mig så meget at komme her på jobbet. 

Heidi Lysdal, førtidspensionist, Esbjerg 

Et lille men vigtigt skridt

Folketinget vedtog i 2018 en ny lov, som giver socialt udsatte borgere ret til at modtage et socialt frikort. De kan altså tjene en vis sum penge uden at blive trukket i kontanthjælpen eller førtidspensionen. De bestemmer selv, hvor meget de vil arbejde. Ordningen vil altså forsøge at få de udsatte til at træde ind på arbejdsmarkedet på egne præmisser.   

- Det er et godt skridt på vej for mange udsatte, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi håber, at flere vil benytte sig af frikortet, men vi må erkende, at vi har en udfordring med at gøre frikortet kendt, siger formand for social- og beskæftigelsesudvalget i Esbjerg Kommune, Henrik Vallø fra Borgerlisten.  

Morten Høst, indehaver af Feriepartner Blåvand, er meget glad for både ordningen og Heidi Lysdal.
Morten Høst, indehaver af Feriepartner Blåvand, er meget glad for både ordningen og Heidi Lysdal.
Foto: Finn Grahndin

Hvaffor kort? 

Heidi Lysdals arbejdsgiver kendte ikke til kortet. 

- Man er altid lidt skeptisk, og jeg tænkte da også "Giver det her nu en masse papirarbejde?". Men det har været helt enkelt og let, siger indehaver af Feriepartner Blåvand, Morten Høst. 

Det sociale frikort: 

  • Frikortet giver borgerne mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit pr. kalenderår ved ordinært og ustøttet arbejde for virksomheder, offentlige myndigheder mv., uden at indtægten fradrages i forsørgelsesydelser som kontanthjælp eller førtidspension eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser, fx boligsikring.
  • Det sociale frikort skal således give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets fællesskaber, bidrage og opleve værdi i hverdagen. Hensigten er desuden at tilskynde virksomheder til at tage et socialt ansvar ved at engagere udsatte borgere.
  • Det er en forudsætning, at personerne i målgruppen er langt fra beskæftigelse og uddannelse, således at de hverken har været under uddannelse eller har haft arbejdsindkomst over 10.000 kr. inden for det seneste år.

    Kilde: Socialstyrelsen

Han er vældig glad for ordningen og ikke mindst Heidi Lysdal. 

- Hun kommer ind og er altid glad. Det smitter. Og hun arbejder rigtigt godt og helt på samme vilkår som vores andre ansatte, siger Morten Høst.  

Så glad er Heidi Lysdal for sit arbejde, at hun fortsætter, selv om det nu koster hende penge.
Så glad er Heidi Lysdal for sit arbejde, at hun fortsætter, selv om det nu koster hende penge.
Foto: Finn Grahndin

Taber penge på arbejdet

Heidi Lysdal kan ikke huske, hvornår hun sidst havde et "rigtigt" arbejde.

- Det er nok fem år siden. Mindst, siger hun. 

Nu arbejder førtidspensionisten to gange om ugen, når der er behov for det. Ellers én gang hver 14. dag. 

- Jeg fungerer ikke så godt i større grupper, men her er alle bare søde og nede på jorden, så jeg er faldet godt til, siger hun. 

quote

Det er et godt skridt på vej for mange udsatte, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Henrik Vallø, formand for social- og beskæftigelsesudvalget, Borgerlisten

Heidi Lysdal er blevet så glad for sit nye job, at hun faktisk nu har "overtegnet" frikortets beløb på 20.000 kr. Så nu koster det penge for hende at komme på arbejde og få almindelig løn. Hun har nemlig fået udgift til transporten fra Esbjerg til Blåvand og bliver trukket i sin boligstøtte. 

Fortsætter trods tab

- Men det giver mig så meget at komme her på jobbet, at jeg alligevel fortsætter, siger hun. 

Loven trådte i kraft 1. januar i år. Den løber over en to-årig forsøgsperiode 2019-20.  

I Esbjerg Kommune har 19 nu fået et socialt frikort. I Borger- og arbejdsmarkedsafdelingen vurderer man, at 80 personer vil kunne modtage et socialt frikort.