Nu skal der gøres noget for trygheden i mørk tunnel

Flere voldsepisoder ved en tunnel i Esbjerg har gjort borgerne utrygge ved at færdes i området. Nu skal der sættes bedre lys op og beskæres buskads.

- Det er egentligt ringere, end jeg troede.

Udmeldingen kommer fra Steen Gelsing, der er landskabsarkitekt ved Vej og Park i Esbjerg Kommune, efter han har set nærmere på området ved den såkaldte ‘problemtunnel’ ved Vitaskolen Bohr i Esbjerg.

‘Problemtunnelen’ har fået sit navn, efter at flere voldsepisoder mellem unge har fundet sted i tunnelen.  

- Jeg kan godt forstå, at folk ikke føler sig trygge herude. Man kan jo ikke se noget, indrømmer Steen Gelsing.

Tryghedsvandring

Tidlig onsdag morgen stod Steen Gelsing klar foran tunnelen i Esbjerg sammen med Christian Østergård, der er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, lokalbetjenten, SSP og skolelederen fra Bohrskolen, Ole Lerke.

quote

Hvis man kan løse problemet på mindre indgribende måder end videoovervågning, så skal man det.

Christian Østergård, vicepolitiinspektør, Syd- og Sønderjyllands Politi

Sammen skulle de to på en såkaldt tryghedsvandring, med det formål at undersøge hvad man kan gøre, for at området ved tunnelen kan blive mere trygt.

- Ved at der er mørke steder, dårlig belysning og mange træer og buske gør, at man kan føle, at det ikke er trygt at færdes i tunnelen, forklarer Christian Østergård.

Om tryghedsvandringer:

Syd- og Sønderjyllands Politi gennemfører sammen med kommuner, natteravne og andre lokale foreninger og aktører tryghedsvandringer, hvor deltagerne med et kritisk blik forholder sig til byens rum.

En tryghedsvandring er en metode til at skabe et bedre lokalmiljø. På vandringen går man tur i et område for at finde steder, der kan forbedres.

Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere gennemført vandringer i særligt udsatte boligområder i Esbjerg, i Haderslevs centrum, i et udsat erhvervsområde i Padborg samt i Skærbæk med fokus på sikker skolevej.

Kilde: Politi.dk

Nej til overvågning

Efter en episode i begyndelsen af december sidste år, hvor en 15-årig dreng blev sparket i hovedet og i maven ved tunnelen, har flere forældre krævet videoovervågning af tunnelen.

Det er ikke den rigtige løsning, mener Christian Østergård. 

- Hvis man kan løse problemet på mindre indgribende måder end videoovervågning, så skal man det, siger vicepolitiinspektøren.

Flere øjne på gaden

Både vicepolitiinspektøren og landskabsarkitekten er enige om, at trygheden kan øges med nogle simple tiltag.

Først og fremmest skal der skarpere lys til - både inde i og rundt om tunnelen. Derudover skal der tyndes ud i træer og buske omkring tunnelen, og så skal der sættes flere skilte op og gøres mere rent. 

Det er nogle forholdsvis enkle tiltag, mener Christian Østergård, og han håber, at det kan være med til at løfte hele området, så flere borgere får lyst til at færdes nær og i tunnelen.  

- I alt sin enkelthed handler det om at få flere øjne på gaden. For jo flere folk, der færdes i tunnelen, jo mere trygt bliver det, forklarer Christian Østergård.