Overskud i håndboldklub

Team Esbjerg kan nu præsentere det største overskud i klubbens historie. Det skyldes ikke mindst, at de vandt DM-sølv

Bjarne Pedersen og Kurt Skov ejere af Team Esbjerg
Bjarne Pedersen og Kurt Skov ejere af Team Esbjerg

Håndboldklubben havde budgetteret med et overskud på 100.000 kroner, men det lykkedes at få et rekord-plus på 865.000 kroner.

Det er tredje år i træk, at vestjyderne har overskud. Det er sket efter de to økonomiske bagmænd Bjarne Pedersen og Kurt Skov overtog klubben.

- Vi meldte i fjor ud, at vi i de kommende år forhåbentlig ville være i stand til at skabe større overskud og dermed styrke kapitalgrundlaget i Team Esbjerg, siger formand Bjarne Pedersen i en pressemeddelelse.

- Det er nødvendigt for at leve op til de skærpede krav til klubbernes økonomi og være bedre rustet til at imødekomme de udfordringer, der vil være for en topklub i internationale turneringer som Champions League.

- Vi ved, at det medfører ekstraordinære omkostninger, og dem er vi med den stadig mere robuste økonomi i stand til at honorere, siger formanden.

Team Esbjerg budgetterer for 2015/16-sæsonen med et overskud på 200.000 kroner.

De vestjyske håndboldkvinder blev slået af FCM Håndbold i DM-finalen. De to hold står over for hinanden igen torsdag, når de mødes i den danske Super Cup.

Læs hele pressemeddelelsen her: