Pædagog prøvede sit eget job i Tunesien - og særligt én ting var anderledes

Første arbejdsdag i børnehaven i udkanten af Tunis er startet.

40-årige Rikkie Dahlstrøm Bilager fra Esbjerg kommer ind i børnehaven med en lilla Fjällräven-rygsæk på ryggen og et stort smil i ansigtet.

Der er 2.000 kilometer i direkte linje fra børnehaven i Tunesien til de institutioner, hun til daglig kommer i som pædagog i Esbjerg Kommune, hvor hun hjælper børn med særlige behov.

Men er distancen mellem pædagogikken i Tunesien og Danmark lige så stor? Det er Rikkie Bilager taget til Tunesien for at finde ud af.

I TV SYD-serien 'Gæstearbejderne - på job i et uland' følger vi Rikkie og tre andre, som skal finde ud af, hvordan det er at passe det job, de har i Danmark, i et uland.

Serien kan ses på TV SYD PLAY, og hver søndag kl. 19.30 sender vi et nyt afsnit på tv.

I børnehaven er der et stort væg til væg-tæppe med bogstaver på. Væggene og lofterne har en kraftig laksefarve, og rundt omkring står legetøjet pænt op ad væggene, så gulvet er frit.

Børnene får store øjne, da de ser Rikkies platinblonde hår og de blå øjne.

Hun tager mundbindet af, for det hindrer udsynet til et af Rikkies vigtigste pædagogiske værktøjer: hendes ansigt.

For i Danmark er Rikkie Bilager vant til at bruge sin mimik og ikke mindst sin humor til at komme i kontakt med børnene.

Hun sætter sig på hug og smiler til en dreng og en pige.

Og det virker.

Med lidt skepsis kommer børnene tættere på Rikkie. Hun er god nok. 

Det vidner det store smil og det venlige ansigt om, for kropssproget er universelt.

Den relation mellem barn og voksen, der er så vigtigt for Rikkie, er ved at blive knyttet.

Og inden længe har Rikkie klædt sig ud, vundet børnenes tillid, og sat gang i en dans.

For i Danmark er Rikkie vant til, at læring fungerer bedst, når den bliver pakket ind i leg.

En god måde at nå ind til børnene

Og så er vi tilbage ved den store forskel på det pædagogiske arbejde i Tunesien sammenlignet med Danmark.

I hvert fald for Rikkie Bilager.

- Jeg bruger rigtigt meget kropssprog, leg og humor i mit pædagogiske arbejde, for det er en rigtig god måde at nå ind til børnene på, siger Rikkie Bilager.

Hun blev hun tvunget til at bruge sit kropssprog, for hun kunne ikke tale med børnene.

- Jeg blev bekræftet i, hvor meget mit kropssprog spiller ind. Sommetider bombarderer vi hinanden med ord og fagudtryk, men forstår man det? Sommetider er det bedre bare at vise det, siger Rikkie.

Forholdet mellem pædagog og voksen

Ifølge Rikkie virker kropssproget bedst, hvis man kommer ned i øjenhøjde med børnene - bogstaveligt talt.

- Det med at snakke med børn i øjenhøjde, det var der ikke lige så meget af. Tillid er det allervigtigste. Har du ikke en relation til barnet, så kan du heller ikke arbejde med barnet og være der for det.

Og hvor man i Danmark mere ville tale direkte til det enkelte barn, så foregik kommunikationen i den tunesiske børnehave mere på gruppeniveau.

- Jeg var mere ven med børnene, end pædagogerne dernede var. Børnene i Tunesien var i børnehave for at lære noget, ikke for at lege. Men i Danmark mener vi jo, at leg også kan være læring.

Omvendt fremhæver Rikkie også, at hun havde stor respekt for de tunesiske pædagogers arbejde, der tydeligvis virkede. Det var bare en anden måde at gøre tingene på.

- Det var tydeligt, at der var en pædagogisk tanke bag alt, og det har jeg stor respekt for.

Tydeligt hierarki

I den tunesiske børnehave var der et tydeligt hierarki, hvor der var længere mellem voksen og barn, end Rikkie er vant til.

- Der var ikke så stærk en relation mellem barn og voksen. Det var meget sådan “jeg lærer jer”. Der var ikke den der ægte kontakt og relation. 

Og dén forskel blev tydelig ved en særlig episode, som Rikkie husker.

- På et tidspunkt får jeg kontakt til en dreng, som ellers aldrig siger noget eller griner. Og det får jeg ham til bare ved at være i øjenhøjde med ham. Det var de meget overraskede over.

Faste rammer

I børnehaven satte pædagogerne meget faste rammer, som børnene så kunne agere inden for.

- Børnene var ikke så selvbestemmende. Her var der ikke plads til, at børnene kunne improvisere og følge deres impulser. Det var meget sat i system, hvornår børnene skulle lave hvad.

Og selvom faste rammer i nogle tilfælde kan være hæmmende for barnet, så kan de i andre henseender også være gode, fordi det giver forudsigelighed for barnet, mener Rikkie.

- Vi har ikke faste rammer og struktur på samme måde herhjemme. Men det er også godt for børn, når de allerede kender rammerne fra start, for så er det lettere for dem at navigere i. Vi ser jo også i Danmark, at det ikke er alle børn, der kan det med fri leg.

Med de faste rammer fulgte også en anden ting, som Rikkie ikke ser i lige så høj grad i de esbjergensiske insitutioner. 

- Børnene havde respekt for de voksne, og de kunne godt sidde stille i store grupper og lytte til de voksne længe ad gangen.

Privilegeret i Danmark

Her cirka et halvt år efter optagelserne til serien har oplevelserne bundfældet sig, og det har også sat nogle tanker i gang i forhold til hendes arbejde i Danmark.

- Jeg er blevet mere taknemmelig for at være pædagog i Danmark efter turen. Vi er privilegerede, fordi vi kan få al den faglige viden og få lov til at udvikle os fagligt og være nysgerrige på ny læring.

Og hun fik også øjnene op for, hvordan arbejdet som pædagog i Tunesien var bedre.

- Jeg er fascineret af den måde, de brugte det kreative på, når de malede og lavede kreative ting med farver, tal og bogstaver.

For at det kunne lade sig gøre, var der ifølge Rikkie faste rammer, som børnene så kunne være kreative inden for. Og det krævede planlægning, hvilket Rikkie misundte dem.

- Pædagogerne var altid meget velforberedte. De havde en masse forberedelsestid, hvor de kunne planlægge de kreative aktiviteter.