TV der bevæger dig

Rotte lukker biograf: Alle forestillinger er aflyst

Biocity i Esbjerg har mandag aften konstateret, at der har været skadedyr i deres bygning, og derfor har de nu aflyst alle forestillinger tirsdag og onsdag.

Biocity i Esbjerg aflyser alle forestillinger.

Biocity i Esbjerg aflyser alle forestillinger.

1 af 2

Der bliver hverken vist Klassefesten 3, Doctor Strange eller Familien Jul i Nissernes Land i Biocity i Esbjerg onsdag.

Midt i oprydningen mandag aften så en medarbejder en rotte i biografen. Det fik straks Biocity til at lukke ned og aflyse alle forestillinger tirsdag og onsdag. Det fortæller Carsten Nørtoft, der er regionschef ved Nordisk Film Biografer, til TV SYD.  

- Vi har selv valgt at lukke biografen, fordi vi sent i aftes konstaterede, at der var skadedyr i bygningen. Vi har derfor lukket for alle forestillinger både i dag og i morgen, forklarer Carsten Nørtoft.

Han vurderer, at det er i alt 40 forestillinger og omkring 1000 biografgæster, der bliver berørt af lukningen.

- Vi har en skadedyrsbekæmper ude for at finde ud af, hvordan rotten er kommet ind, og selvfølgelig sørge for, at der ikke er skadedyr i bygningen. Vi har en konkret mistanke til et kloakdæksel ude foran bygningen, siger Carsten Nørtoft.

- Vi glæder os til at eventuelle skadedyr er bekæmpet, så vi igen kan gøre, hvad vi er gode til: At drive biografen.

 

Mere kultur