På størrelse med en bordtennisbold havde lægen sagt.

Computerskærmen viste et scanningsbillede af 21-årige Mikkel Møllers hoved. Lægen tegnede en rød cirkel om en hvid plamage midt i hjernen ved hypofysen.

En tumor.

Det så uvirkeligt ud, tænkte Mikkel og havde svært ved at forstå, at han helt uden at vide det havde gået rundt i flere uger med en tumor. Og at den lige nu stadig voksede inde i hovedet på ham.

- Jeg tænkte på mit liv. Og på hvor galt det var, fortæller Mikkel Møller, som på det tidspunkt ikke fik andet at vide, end at han dagen efter skulle komme ind på sygehuset igen til flere undersøgelser.

Med hovedet fuld af spørgsmål og scanningsbilledet i hånden gik Mikkel ud på parkeringspladsen og ringede til sin far. Da han øjeblikket efter satte sig på passagersædet, brød han sammen.

- Jeg græd, da jeg fortalte ham det, og hele vejen hjem kunne jeg slet ikke stoppe igen, for hvad skulle der ske nu?

På TV SYD PLAY kan du lige nu høre Mikkel Møller fortælle om, hvordan hans verden fra ét øjeblik til det andet ændrede sig fuldstændigt.

Håbede på en logisk forklaring

Ugen forinden havde Mikkel været med sin far på stadion, og under kampen havde han bemærket, at det var svært at se spillerne tydeligt, når bolden var på modsatte banehalvdel.

Hvis han skal være helt ærlig, havde vejskiltene også været slørede i nogle uger, så han var stoppet med at køre bil.

- I begyndelsen tænkte jeg, at det bare var, fordi jeg var træt og derfor måske ikke lige var helt til stede i de ting, jeg lavede. Jeg prøvede at finde en logisk forklaring, fortæller Mikkel Møller.

Dog var det først i bowlingcentret fredag aften, da tallene flød sammen på pointtavlen, at han besluttede sig for at bestille tid hos en optiker.

Da han tirsdagen efter satte sig i stolen til en synstest, var det derfor med forventningen om, at han en time senere blot skulle gå derfra med briller.

Men Mikkel klarede sig usædvanligt dårligt i testene.

Specielt på højre øje, hvor hele hans syn var sløret.

Bogstaverne på synstavlen smeltede sammen, og han kunne slet ikke se bogstaverne på sit venstre øje.

Mikkel Møllers syn er mere kompliceret at illustrere end ved blot at sløre et billede, men han har forklaret, at billedet til venstre herunder kommer tættest på at vise, hvordan han  ser på det øje, hvor hans syn er værst.

- På seks meters afstand burde en ung mand på 21 år godt kunne se det store E på synstavlen, fortæller optometrist hos Louis Nielsen i Esbjerg Thomas Møller Pedersen.

Selvom han satte forskellige styrker foran Mikkels øjne, så han stadig ekstremt dårligt. Og det gav ingen mening, for billederne af Mikkels nethinder var fejlfrie.

- Da han tog billeder af mine øjne og sagde, at de så fine ud, da vidste jeg godt, at der var et eller andet inde bagved, som nok ikke var, som det skulle være, fortæller Mikkel Møller.

Samme bekymring havde Thomas Møller Pedersen, som i sin henvisning til en øjenlæge noterede, at Mikkel skulle kaldes ind akut.

Kirurg fløj til Danmark

To dage senere gik Mikkel til øjenlæge med en stærk tiltro til, at øjenlægen nok skulle finde en logisk forklaring.

Men den forklaring havde øjenlægen ikke. I stedet blev Mikkel omgående sendt på sygehuset i Esbjerg, hvor han samme eftermiddag fik et scanningsbillede i hånden med en stor, hvid plamage.

Dagen efter fortsatte undersøgelserne på sygehuset, og Mikkel blev sendt hjem på weekend med beskeden om at skulle møde op på Odense Universitetshospital mandag morgen.

- Det eneste, der fyldte i mit hoved, var, hvad der skulle ske nu. Så det var nogle hårde dage, hvor det vigtigste for mig var at bruge tiden sammen med mine venner og min familie.

Mandag morgen blev han ringet op af en overlæge fra Odense Universitetshospital, som fortalte, at han havde en kollega, der netop var på et fly hjem til Danmark for at operere Mikkel tirsdag morgen.

- Jeg blev bange. Det hele gik så hurtigt, og jeg havde kun lige siddet i Esbjerg og fået at vide, at jeg havde en tumor. Og så sad jeg i Odense og fik at vide, at jeg om under et døgn skulle opereres i hjernen.

Anden gang frygtede han at dø

Med rød tusch havde sygeplejersken skrevet ‘Tillykke med fødselsdagen Mikkel’ på den hvide tavle bag hospitalssengen.

Det var Mikkels 22-års fødselsdag på operationsdagen.

Mikkels far og lillebror havde taget flag og gaver med og sunget fødselsdagssang, og lige inden han blev kørt til operationsstuen, havde kirurgen fortalt om risikoen ved indgrebet.

Fem procent var risikoen for, at noget ville gå galt.

- Jeg tænkte på, at jeg måske ikke ville vågne igen efter operationen, eller at mit syn kunne forsvinde helt, hvis noget skulle gå galt, siger Mikkel og tilføjer:

- Så da jeg lukkede øjnene på operationsstuen, vidste jeg ikke, om jeg ville kunne se, når jeg åbnede dem næste gang.

Nogle timer senere blev Mikkel kørt til opvågning, og selvom det var lykkedes at fjerne tumoren, blev han ramt af voldsomme smerter i hovedet tre dage senere.

En læge lyste med en lille lygte i Mikkels øjne og sendte ham direkte til en CT-scanner.

Mikkel havde fået en hjerneblødning.

- Det hele gik meget hurtigt. Jeg tror, vi snakker minutter, før jeg allerede lå på operationsbordet. Men jeg nåede lige at give min far et kram og sige ‘vi ses’.

Selvom han sagde ordene højt og lovede sin far et gensyn, var han bange for, at han denne gang ikke ville vågne igen.

- Der græd jeg, og jeg græd også, da jeg blev lagt i narkose.

Alt så sort ud

Da Mikkel vågnede efter operationen, var han lykkelig for netop at vågne, men i samme øjeblik indså han, hvad der nu ventede ham.

Tumoren havde nået at vokse sig så stor, at den havde revet nogle af hans synsnerver over. Selvom øjnene intet fejlede, var synsnerverne inde bagved, som sender signaler videre til hjernen, gået i stykker og kunne ikke gendannes.

Skaden var permanent.

På sit højre øje kan ikke se mere end to meter frem og alting er sløret.

Selvom venstre øje er en smule bedre, er synsfeltet i venstre side af begge øjne ødelagt, så alt, der kommer fra venstre side, kan han ikke se.

Alt det vidste Mikkel godt, da han vågnede i hospitalssengen, men det var erkendelsen af alle de begrænsninger, som det dårlige syn nu ville medføre, der knækkede ham.

- Der var tidspunkter, hvor jeg slet ikke havde lyst til at være her mere. Jeg havde bare lyst til, at de skulle give mig noget bedøvende, så jeg slet ikke kunne mærke, hvordan jeg egentlig havde det, siger han og uddyber:

- Det føltes meget barskt, når man egentlig ikke selv er skyld i noget af det. Så følte jeg mig virkelig som et offer, og jeg kunne ikke rigtig se nogen fremtid. Det så bare sort ud for mig.

Da Mikkel kom hjem fra sygehuset, måtte han stort set ikke bevæge sig i de efterfølgende seks uger. Han var afhængig af hjælp til helt basale ting såsom indkøb, madlavning og rengøring.

Mest fortabt følte han sig dog, da han måtte melde fra til det job på Nordsøen, som han egentligt skulle være begyndt på 31. marts.

Mikkel er uddannet lageroperatør og havde i løbet af det halve år op til operationen taget en række kurser, så han kunne følge sin plan om at gøre karriere i et job på Nordsøen.

- Mit arbejde betød meget for mig, og jeg havde en plan om, at nu skulle jeg ud og arbejde og tjene nogle penge, så jeg kunne få mig en opsparing og købe et hus og stifte familie, når jeg blev ældre. Den plan faldt ligesom fra hinanden, for jeg kommer aldrig nogensinde afsted, fortæller han.

Fremtiden havde Mikkel ikke lyst til at tænke på. I flere måneder gjorde det ham i dårligt humør, og han tænkte mere på, hvad han havde mistet end på, hvad der stadig var af muligheder.

Men mulighederne var der faktisk.

Et nyt syn

Mikkel kommer aldrig til at køre bil igen, og når han skal navigere i trafikken til fods, skal han være særligt påpasselig.

Når han før i tiden skulle handle ind, kunne han hurtigt skimme en hylde for at se varerne og priserne, men nu er det svært at finde rundt i afdelingerne, og han skal fokusere på ikke at gå ind i ting eller folk.

Det er trættende for hans hoved, for det kræver anstrengelse at se den smule, som det stadig er muligt for ham.

Mulighederne er han dog netop begyndt at se.

Særligt efter han begyndte i et forløb, som skal afklare, hvor meget han kan holde til at arbejde.

Tre dage om ugen af to og en halv time ad gangen besvarer han opkald i et call center.

- Jeg føler mig ikke som et offer længere. Jeg føler, at jeg bidrager, og at jeg gør en forskel, når jeg går på arbejde. Nogle gange er viljestyrken svær at finde, men for mig nytter det ikke noget at blive liggende i sengen. Det kan godt være, at det er en dårlig dag, men den bliver ikke bedre af, at jeg ligger der, siger han og tilføjer:

- Jeg skal ikke ud og erobre verden eller have en eller anden stor uddannelse. Jeg håber bare på, at jeg finder et arbejde med de timer, som jeg nu kan holde til, og med en løn som gør, at det kan løbe rundt.

Godt et år er der nu gået, siden Mikkel fik scanningsbilledet af sin hjerne i hånden en torsdag eftermiddag på sygehuset i Esbjerg.

Tumoren er væk, og tilbage sidder Mikkel med et nyt syn på livet. Et liv, hvor han sætter mere pris på de simple ting.

Jobtitler og lønsedler er ikke nær så vigtige længere. Det kan han sige med sikkerhed, for da han stod med scanningsbilledet og så den hvide plamage på størrelse med en bordtennisbold inde i sin hjerne, var det eneste, han tænkte på, de gode øjeblikke med sin familie og venner.