Se skoleskibets millionforvandling

Skoleskibet er blevet renoveret for over 30 millioner kroner. Se billeder af forvandlingen både ude- og indefra.

Efter syv måneders renovering i Esbjerg Havn, kunne skoleskibet Danmark i dag slå dørene op for nysgerrige borgere i Esbjerg, som ville se den store forvandling.

- Skoleskibet er en gammel dame og med næsten 90 år på bagen, så var det tid til, at der skulle foretages noget gennemgribende, siger Morten Beck Risom, som er maskinchef på skoleskibet.

Skibet, som har sejlet siden 1933, er blevet renoveret for over 30 millioner kroner. Men efter denne omgang skulle det være klar til at sejle mange år endnu.

- Det er blevet renoveret fra a til z. Der er blevet skiftet stål, isolering, alle former for ædeltræsorter, gamle møbler er renoveret og geninstalleret på skibet, så det tager sig historisk korrekt ud i fremtiden, siger Morten Beck Risom.

Skal sejle vidt omkring

Normalt sejler skibet kun et togt om året. Men skibet har nu fået en ekstrabevillig, så det fremover kan sejle to togter, og dermed uddanne 160 elever.

Den 5. marts sejler skibet på sit første togt. Her går turen mod Caribien. Her skiftes besætningen ud, og derfra går turen gennem Panamakanalen, hvorefter næste stod bliver Hawaii. Og den 20. juli forventes skibet af lægge til kaj i Tokyo, hvor besætningen skal deltage ved forskellige arrangementer ved De Olympiske Lege.