Som den yngste, ikke-royale nogensinde: Mikkel har fået sit eget frimærke

11-årige Mikkel kunne torsdag købe et mærke med sit eget ansigt, efter PostNord har udvalgt fem hverdagshelte, der hver især er blevet portrætteret på et frimærke.

Vi har længe været vant til at se dronningen portrætteret på de danske frimærker. Men nu har fem udvalgte hverdagshelte fået deres ansigter på det lille stempel.

Én af dem er Mikkel Madsen fra Ribe. Torsdag kunne han for første gang købe et frimærke af sig selv i en butik.

Han blev udvalgt af PostNord til at komme på mærket, fordi han sidste år donerede over 128.000 kroner til Danmarks Indsamlingen ved at samle på flaskepant. 

Det er første gang, at nulevende og ikke-royale får en plads på de danske frimærker. Det gør Mikkel til den yngste, nulevende dansker med sit eget frimærke. 

Mikkel er kommet på frimærke
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Mikkel er 11 år og går i 5. a på Ansgarskolen i Ribe. Han blev i en konkurrence arrangeret af PostNord og Falck, nomineret sammen med 899 andre hverdagshelte. Ud af dem blev én i hver region valgt til at få sit ansigt på et frimærke.

Fodboldspilleren Nadia Nadim, livstilsekspert Anne Glad og radiovært Mads Steffensen har sammen med direktørerne for Falck og PostNord udvalgt de fem hverdagshelte.

Thomas Thorhauge fra Politiken står for illustrationerne. Frimærkerne blev udgivet torsdag den 16. september i et oplag på fire millioner stk.

De fire andre hverdagshelte

  • Region Nordjylland, Villy Rønn: Ildsjæl i lokalsamfundet som leder af værested, frivillig i fodboldklub og handicapråd samt tidligere bisidder, når udsatte borgere mødtes med sagsbehandlere.


  • Region Midtjylland, Luni Smil: Luni Smil er omsorgsklovn og hedder til dagligt Lene Mortensen.


  • Region Sjælland, Nancy Maati: Arrangerer juleaften for enlige i Holbæk og omegn.


  • Region Hovedstaden, Leif Framke: Reddede i 2019 en 5-årig fra havet, da hun var drevet ud på sit badedyr.


(Kilde: PostNord)

100 kr blev til meget mere

Allerede som 9-årig havde Mikkel Madsen en drøm om at hjælpe jævnaldrende børn, der ikke har det godt. Ønsket kom efter han havde set en sørgelig reklame om børn, der flygter fra deres hjemland.

En dag over aftensmaden sagde Mikkel til sin mor, at han gerne vil hjælpe nødlidende børn ved at samle penge ind.

- Vi sidder og får aftensmad, og pludselig siger Mikkel: - Mor, ved du godt, at der er nogle børn, som ikke har det særligt godt? Og det måtte jeg jo erkende, at det gjorde jeg. Mikkel fortæller så, at han gerne vil give 100 kroner af sine egne penge. Og som en ganske almindelig forældrereaktion siger man lige hurtigt "nej", inden man når at tænke sig om. Men vi kunne godt se på Mikkel, at det betød mere end bare at skulle aflevere nogle penge, fortæller Mikkels mor Maja Madsen.

Men det blev ikke ved de 100 kroner. Mikkel samlede på blot tre uger 13.747 kroner ind ved at lede efter pantflasker. Alle pengene sendte han til Danmarks Indsamling 2020.

Året efter som 10-årig samlede han hele 128.000 kroner ind på samme vis.