Syv frikendte mænd mister erstatning fra kæmpe narkosag

Statskassen skal alligevel ikke betale millionerstatning til mænd, der blev frikendt i sag om 310 kilo kokain.

Aldrig før havde dansk politi fundet så meget kokain på ét sted, som tilfældet var hos en virksomhed i Esbjerg 14. juli 2015.

Her viste en container sig at indeholde sække med 310 kilo ren kokain. Syv mænd blev siden anholdt, fængslet og tiltalt for narkosmugling.

Men de blev aldrig dømt.

De blev frifundet ved Retten i Kolding i 2016 - og derefter fulgte en sag om erstatning for den tid, de syv mænd havde været varetægtsfængslet.

Retten i Kolding besluttede, at mændene skulle have i alt 1.160.000 kroner i erstatning for at have været frihedsberøvet alt for længe.

Men anklagemyndigheden ankede afgørelsen, og fredag har Vestre Landsret trukket alle pengene tilbage.

De frikendte mænd skal ikke have en krone, mener landsretten.

Tidligere i forløbet har også Stats- og Rigsadvokaten afvist kravet om erstatning, der som udgangspunkt lød på cirka 3,5 millioner kroner.

Retten i Kolding mente til gengæld, at der var grundlag for en erstatning på 168.000 kroner til seks af mændene. Den syvende fik 152.000 kroner i erstatning, fordi han blev anholdt senere end de andre.

Containeren med den usædvanligt store beholdning kokain blev opdaget i Esbjerg, men at den endte i Vestjylland, var faktisk en fejl.

Af sagen mod de syv mænd fremgik det, at de i juli 2015 ankom til havnen i Fredericia for at tage imod containeren, der blev sejlet ind fra Antwerpen i Belgien og forinden var blevet afskibet fra en havn i Brasilien.

I to hold kom de kørende fra Belgien og Holland. De blev tiltalt for at ville tage kontrol over kokainen i Fredericia. Og for derefter at ville bringe de mange kilo kokain ud af Danmark igen.

Men det mislykkedes, og containeren endte i stedet hos et firma i Esbjerg. Her slog ansatte alarm, hvorefter politiet fik fat i stofferne.

Anklagemyndigheden mente, at de syv mænd havde til opgave at få fat i kokainen. De var ikke bagmænd, men håndlangere nederst i hierarkiet, lød det. Kravet var fængsel i 10 til 14 år.

Retten i Kolding vurderede dog ikke, at anklagemyndigheden havde ført tilstrækkeligt bevis for sine teorier, og mændene blev alle frifundet.

Udover at de frikendte mænd, der kommer fra Holland og Belgien, nu skal betale erstatningerne tilbage, skal de betale omkostningerne for retssagerne i både by- og landsretten.