Ungebyråd jagter den bedste ide - og 200.000 kroner

Mandag stod på politisk aktion i Ungebyrådet i Esbjerg. Signa Dorthea Nørholm Møller er en af de unge, der håber, at hendes projekt kan vinde 200.000 kroner.

En drive-in biograf? Et havnebad? Ordblindetest af alle elever i folkeskolen? Eller projekt Ungå, som skal skabe mere liv ved åen i Ribe?

Projekterne er blot et udsnit af de projekter, der mandag blev præsenteret, da årets Ungebyråd indtog Esbjerg Rådhus og byrådssalen.

quote

Jeg tror, der er mange, der sidder med en lille politiker-spire i maven, som kan få lov at blomstre lidt i dag.

Signa Dorthea Nørholm Møller, 3.g, Rybners STX, Esbjerg

Signa Dorthea Nørholm Møller går i 3.g på Rybners STX i Esbjerg, og hun er et af medlemmerne i Esbjergs Ungebyråd 2018.

- Det er en unik mulighed for at få indflydelse, og man bliver jo nærmest helt høj af at sidde og udvikle på projekterne. Jeg tror, der er mange, der sidder med en lille politiker-spire i maven, som kan få lov at blomstre lidt i dag, fortæller Signa Dorthea Nørholm Møller.

En tur i Løvens Hule

Ungebyrådet 2018 er sammensat af 26 unge fra kommunens folkeskoler og ungdomsuddannelser, og på forhånd har de sendt i alt 12 projekter ind til et idékatalog.

De unge vælger selv fem projekter, som de arbejder videre med i grupper, og ét af de udvalgte fem projekter er Signa Dorthea Nørholm Møllers projekt.

-  Jeg er med til at udvikle et projekt, som går ud på, at man skal indføre en obligatorisk ordblindetest i tredje klasse. Det har vi valgt at arbejde med, fordi der simpelthen er for mange mennesker, der for sent opdager, at de er ordblinde.

De fem projekter skal en tur i Løvens Hule mandag aften, hvor de tre bedste ideer skal stå deres prøve for de politiske udvalgsformænd.

quote

Vi føler, at vi bliver hørt. Det gør, at jeg overvejer at blive i Esbjerg og studere senere hen.

Signa Dorthea Nørholm Møller, 3.g, Rybners STX, Esbjerg

Føler at de hører til

Ambitionen med ungebyrådet er at fange de unges interesse for kommunalpolitik, og konceptet er udtænkt, så det går godt i spænd med de unges hurtige og dynamiske måde at tænke på. Hele processen er kogt ned til én dag, og derfor er der kort vej fra idé til beslutning.

- Netop på grund af vores alder er vi jo i kontakt med en helt anden del af livet i Esbjerg, så på den måde er det nogle helt andre holdninger og synspunkter, vi kan tilføre til deres politik, siger Signa Dorthea Nørholm Møller.

Det projekt, der mandag aften kåres som vinderprojektet af de politiske udvalgsformænd, modtager 200.000 kroner til at føre ideen ud i livet.

- Vi føler, at vi bliver hørt. Det gør, at jeg overvejer at blive i Esbjerg og studere senere hen. Netop fordi jeg føler, at jeg hører til i kommunen på den her måde, siger Signa Dorthea Nørholm Møller.

Opdateret: Vinderen blev projektet, der skal skabe mere liv ved åen i Ribe.