Vi er skuffede – men vender stærkt tilbage

Team Esbjerg missede slutspillet og muligheden for at forsvare deres danske mesterskab, selv om de vandt hjemme over TTH Holstebro. Holdet har haft en ”smertelig nedtur” siden nytår.

- Lige nu er det en meget stor skuffelse for spillere, klubben, sponsorer og byen, at Team Esbjerg ikke formåede at komme i slutspillet. Vi havde forventet en helt anden sæson, men blev ramt af næsten alt det, en klub kan komme ud for sportsligt. Når man er i en holdsport og særligt som tophold, så er forventningerne store og skuffelserne desto større, når det hele ikke lykkes. Men vær sikker på, at vi vender stærkt tilbage, og byen kan glæde sig til mange store oplevelser i fremtiden, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen. 

Sæsonen har været præget af en alvorlig nedtur. Syv af 12 ligakampe er tabt siden nytår – ogEsbjerg er raslet ned i tabellen.

- Vi skal videre oven på skuffelsen og har fortsat en målsætning om at erobre det danske mesterskab tilbage og repræsentere Danmark i verdens fornemste klubturnering, Champions League, skriver sportschef Thomas Hylle på klubbens hjemmeside.

Da Team Esbjerg ikke kommer i slutspil, var kampen torsdag aften også afskedens time for tre af holdets stamspillere, som stopper karrieren:  Susanne Kastrup Forslund, Ida Bjørndalen og Tove Seest.

.