Vindmølletransport væltet

Ringvejen vest for Ribe var lukket hele natten af en væltet vindmølletransport. I stedet blev trafikken ledt igennem Ribe by, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Blokvognen med et vindmølletårn lå halvvejs på hovedet i grøften. Ifølge jv.dk kom vogntoget formentlig i slinger efter en punktering på et baghjul. Da chaufføren ville rette bilen op, knækkede noget af sammenkoblingen mellem trækker og sættevogn, og transporten forulykkede.

Oprydning tager lang tid

Redningsfolk arbejdede hele natten på at få det 100 tons tunge vogntog på ret køl. Omkring kl. 10.00 blev vejen åbnet igen.