Chaufførhoteller på vej i Padborg

Aabenraa Kommune harmoniserer flere eksisterende lokalplaner og slår dem sammen til en, der fremover vil give transportvirksomheder mulighed for at bygge hotellignende faciliteter til deres chauffører.

Transport er et vigtigt erhverv i Padborg, og det bliver større og større. Derfor skal virksomhederne have tilsvarende bedre forhold og det gør Aabenraa Kommune nu noget ved, og sender en ny lokalplan for erhvervsområdet i Padborg i høring de næste otte uger.

- Vi har lyttet til erhvervets behov, så derfor giver vi mulighed for at de kan etablere hotellignende faciliteter til deres chauffører, siger Philip Tietje, formand for vækstudvalget i Aabenraa Kommune

Ny plan var to år undervejs

Kommunen har arbejdet med den nye lokalplan i næsten to år, så det er ikke på grund af sagen om containerlejren i Padborg, at dette skridt nu tages, men det gør initiativet endnu mere aktuelt.

quote

Det der med at de har en ejendom ude på landet, det synes vi ikke så godt om, så derfor vil vi gerne bygge nyt og lækkert til chaufførerne

Steen Nelting, bestyrelsesmedlem, Padborg Transportcenter

- Vi er jo interesseret i at udbygge vores position på transportområdet, så derfor er det en god ide at gøre det muligt for virksomhederne, at tilbyde deres chauffører ordentlige forhold, siger Philip Tietje.

De fik nej i Kolding

Transportvirksomheden Contrans i Kolding fik nej af kommunen til et ligende projekt i foråret 2017. Virksomheden måtte ikke etablere overnatningsmuligheder i forbindelse med et stort facilitetshus, som virksomheden netop har bygget. I stedet overnatter chaufførerne fra Contrans i bilerne på pladsen eller de bliver indlogeret i lejede huse. Det er et scenarie, som transportvirksomhederne i Padborg gerne vil undgå.

- Det der med at de har en ejendom ude på landet, det synes vi ikke så godt om, så derfor vil vi gerne bygge nyt og lækkert til chaufførerne, siger Steen Nelting, bestyrelsesmedlem i Padborg Transportcenter.